Søn til far på stranden i Sousse: Jeg har lige set nogen blive skudt

Strand på populært turistmål i Tunesien blev på få sekunder omdannet til et mareridt.

Angreb kostede i dag 27 mennesker livet i Sousse i Tunesien.

Stranden på det populære turistmål Sousse i Tunesien blev på få sekunder omdannet til et mareridt, da ukendte gerningsmænd åbnede ild mod strandgæsterne fredag efter frokost.

Det fortæller en række øjenvidner til engelske medier.

Gary Pine fra Bristol i England befandt sig blandt andet på stranden med sin søn og kone, da angrebet begyndte.

- Der var forvirring. Ingen vidst hvad der skete. Min kone råbte til min søn, at han skulle komme op fra havet. Da han kom tilbage, sagde han: ’Jeg har lige set nogen blive skudt’, siger Gary Pine til BBC.

Troede det var fyrværkeri

Mange øjenvidner beretter, at de i første omgang troede, at der var tale om fyrværkeri, da de hørte de første skud. Først da folk begyndte at flygte fra stranden op mod hotellerne, gik alvoren op for dem.

- Jeg så en luftballon kollapse og hørte hurtige skud. Så så jeg to mennesker, der skulle have været med ballonen løbe hen mod mig, og så tænkte jeg, ’åh gud, det lyder som skud’, siger Elizabeth O’Brien fra Dublin i Irland til de irske radiostation RTE.

Hun gemte sig efterfølgende på sit hotelværelse, hvor hun nu venter på, at det er sikkert at komme ud.

27 dræbte

Det blodige angreb fandt sted kort efter middag, hvor ukendte gerningsmænd angreb to turisthoteller i byen Sousse i Tunesien.

Ifølge de seneste tal fra indenrigsministeriet blev 27 mennesker dræbt under angrebet. Flere af dem er udenlandske turister. Ifølge britiske medier er der mange englændere og irlændere i området.

Der er ingen meldinger om, at nogen danskere skal have lidt overlast. Mindst to danske rejseselskaber har for øjeblikket feriegæster i Sousse.