Regeringer i Vesteuropa og Nordamerika forhindrer, at Edward Snowden kan rejse til Venezuela, hvor han har fået asyl - og derfor søger han nu midlertidig asyl i Rusland.
Det sagde den eftersøgte amerikanske whístleblower i dag, da han mødtes med en række menneskerettighedsorganisationer i Moskvas internationale lufthavn.
Nu har Wikileaks offentliggjort Edward Snowdens talepapir, hvor han præsenterede sig med 'hej, jeg hedder Ed Snowden'.
Ved mødet lod han vide, at han formelt accepterede alle tilbud om asyl og derfor kan stater ikke forhindre ham i at modtage den. Det mener Snowden og organisationen Wikileaks, at flere regeringer i Vesteuropa og Nordamerika gør. Derfor appellerede han også til de fremmødte menneskerettihedsorganisationer om hjælp:
- Jeg beder om Jeres assistance i at udbede garantier for, at jeg kan rejse sikkert gennem forskellige nationer for at komme til Latinamerika.
Snowden: Jeg fortryder intetHan forklarede også, at han ikke har allieret sig med nogen regeringer for at sikre sin sikkerhed, ligesom han ikke er ude på personlig berigelse. Han gjorde blot, hvad han fandt rigtigt. Beslutningen om at lække væsentlig oplysninger om den amerikanske efterretsningstjeneste NSA har haft store omkostninger, men han fortryder intet, sagde Snowden:
- For lidt over en måned siden havde jeg en familie, et hjem i paradis og jeg levede godt. Jeg havde også muligheden for uden nogen kendelse at søge, udnytte og læse Jeres kommunikation. Enhvers kommunikation ved ethvert tidspunkt. Det er magten til at ændre menneskeskæbner, sagde han og forklarede, hvordan den praksis strider mod USAs forfatning.
Samtidig takkede han Rusland, Venezuela, Bolilvia, Nicaragua og Ecuador for at vise støtte og tilbyde asyl.
- De har min respekt for at være de første, der stiller sig op imod overskridelser af menneskerettigheder udført af stormagter frem for små magter.
Fly tvunget til at lande
I alt har Edward Snowden anmodet om asyl i 21 lande. Venezuela, Bolivia og Nicaragua har sagt ja til at modtage ham, men det har tilsyneladende været mere end svært for Snowden at slippe væk fra lufthavnen i Moskva:
For en uge siden blev Bolivias præsident, Evo Morales', fly tvunget til at lande i Østrigs hovedstad Wien efter mistanke om, at Edward Snowden var med om bord.
Det resulterede i, at Frankrig, Spanien, Italien og Portugal lukkede deres luftrum, indtil flyet var gennemsøgt.
USA kræver Snowden udleveret, efter at han har afsløret omfattende amerikansk spionage i Europa og andre steder.