Snowden: USA aflytter adskillige ambassader

Ikke kun EU-kontorer bliver aflyttet ifølge nye dokumenter. Det gør også flere ambassader.

Afsløringerne om den amerikanske efterretningstjeneste NSA's aflytninger fortsætter. Nu vil USA forklare overfor EU, hvorfor overvågning har EU-kontorer har fundet sted. (Foto: © EPA/NATIONAL SECURITY AGENCY, Scanpix)

USA leger fluen på væggen på en lang række landes ambassader - blandt andet den franske, italienske og græske ambassade i Washington.

I hvert fald hvis man skal tro dokumenter, som den afhoppede amerikanske efterretningsmand Edward Snowden har vist til avisen The Guardian.

Et dokument fra 2010 viser angiveligt, at amerikanerne har mere end 38 såkaldte "mål", som de systematisk aflytter.

Indien og Tyrkiet også aflyttet

Det foregår blandt andet ved at installere aflytningsudstyr i elektronisk kommunikationsudstyr, ved at bane sig vej ind i kabler og ved brug af specielle antenner.

Ud over Frankrig, Italien og Grækenland, er også Japan, Mexico, Sydkorea, Indien og Tyrkiet "mål" for USA's efterretningsfolk.

Lørdag kunne det tyske ugemagasin Der Spiegel afsløre, at USA aflytter centrale EU-kontorer og computernetværk.

USA overvåger også via fax

The Guardian tilføjer, at amerikanerne har installeret overvågning på fax-maskinen på EU's ambassade i Washington - angiveligt for at blive klogere på uenigheder og kløfter EU-landene imellem.

Ud over at overvåge andre nationers ambassader, lytter amerikanerne ifølge de nye beskyldninger også med på, hvad der sker på FN's kontorer.

Forklaring på overvågning skjult for offentligheden

Søndag har en talsmand fra kontoret for USA's efterretningschef ifølge nyhedsbureauet Reuters udtalt, at EU og de forskellige EU-lande snart vil få en forklaring på situationen. Den vil dog komme via diplomatiske kilder - så offentligheden ikke kan følge med.

Den 30-årige Snowden, der står bag alle de lækkede oplysninger, er sigtet for spionage og eftersøgt i USA for at have afsløret de hemmelige amerikanske spionprogrammer til overvågning.

Han opholder sig angiveligt fortsat i ingenmandsland i transitområdet i den russiske hovedstad Moskvas internationale Sheremetyevo-lufthavn. Her venter han på, at Ecuador beslutter, om de vil lade ham få asyl i landet.

/ritzau/