Edward Snowden har afleveret en ansøgning om asyl til det sydamerikanske land Ecuador.
Det siger Ecuadors udenrigsminister, Ricardo Patino, på sin Twitter-konto.
Samtidig siger organisationen WikiLeaks på Twitter, at amerikaneren er på vej til Ecuador fra den russiske hovedstad Moskva, hvor han i øjeblikket befinder sig.
USA har ifølge Reuters svaret igen ved at tilbagekalde Snowdens pas, så det er endnu uklart, hvordan det har været muligt for ham at rejse.
Kræver udlevering
De amerikanske myndigheder har sigtet ham for blandt andet at have udleveret klassificerede oplysninger, idet han har fortalt flere medier, at USA i stor stil overvåger internettet over hele verden.
Snowden, der arbejder - eller nok snarere arbejdede - for den amerikanske efterretningstjeneste, ankom i maj til Hongkong, hvor han opholdt sig, indtil han lørdag eftermiddag ankom med et fly fra Hongkong til Moskva.
Det skete kort efter, at USA meddelte, at det vil have ham udleveret.
Ikke set i lufthavnen
Grundlæggeren af WikiLeaks, der er kendt for at offentliggøre hemmelige amerikanske dokumenter, Julian Assange, har i et år opholdt sig på Ecuadors ambassade i den britiske hovedstad, London, for at hindre udlevering til Sverige, der har rejst sexanklager mod ham.
Denne gang er det så Snowden, og det er fortsat ikke klart, hvor han er på vej hen.
Kilder i det russiske flyselskab Aeroflot siger, at han mandag flyver videre til Cuba og derfra til Venezuela.
Vidner i Moskvas internationale lufthavn sagde, efter at flyet fra Hongkong var landet, at Snowden muligvis blev kørt væk. I hvert fald holdt en bil ved flyet, da det havde fundet sin standplads, og ingen så tilsyneladende Snowden i lufthavnen.
Men flere russiske medier har sagt, at han opholder sig i transitområdet i lufthavnen.
En russisk tv-station antyder, at han måske skal overnatte på Ecuadors ambassade i Moskva. Søndag aften russisk tid ankom Ecuadors ambassadør i Rusland til et hotel i lufthavnen og sagde, at han skulle mødes med Snowden og Sarah Harrison, en repræsentant for WikiLeaks.
/ritzau/Reuters