Det blev en dyr affære, da Polens nationalkonservative regering kom til magten for 8 år siden og bestemte sig for at reformere landets retsvæsen og domstolene.
Reformen var så omfattende og voldsom, at både EU-institutionerne og EU´s medlemslande konkluderede, at Polen efter reformen ikke længere havde et frie og uafhængige domstole.
Polen levede ikke længere op til de krav, der i EU stilles til en retsstat, og det blev straffet.
Efter en længere proces blev Polen dømt ved EU-Domstolen for ikke at leve op til EU´s krav til en retsstat og blev idømt dagbøder på en million euro om dagen. Inden sagen blev afsluttet, nåede Polen at betale 557 millioner euro i dagbøder.
Oversat til polsk, svarer det til en årsløn til 34.000 offentligt ansatte i Polen, men i stedet måtte Polen betale i bøder til EU-kassen.
En kasse, som EU-landene samtidig smækkede i overfor Polen, da der for eksempel skulle udbetales EU-støtte til lande i kølvandet på corona-pandemien. Land efter land kunne søge milliardstøtte fra EU-kassen. Men ikke Polen.
Set fra Bruxelles har Polens nationalkonservative regering kostet Polen dyrt i bøder til EU-kassen og kraftigt reduceret EU-støtte til landet. Og hvis Polen nu – som meget tyder på – får en ny regering, ledet af den tidligere EU-formand, Donald Tusk, så er der udsigt til, at en række af de igangværende konflikter mellem Polen og EU forsvinder.
En regering ledet af Donald Tusk forventes at sikre, at der fremover vil være frie og uafhængige domstole i Polen. Frie og uafhængige medier. Og også på andre områder må det forventes, at en ny polsk regering vil ligge mere på linje med de værdier, som gælder i resten af EU. For eksempel i forhold til LGBTQ+-rettigheder og andet.
Fremtidens problembarn
Men hvor både EU-institutionerne og EU´s medlemslande nu ser ud til at kunne glæde sig over et Polen, som fremover deler både værdier og samme syn på demokrati og retsstat som resten hovedparten af EU, så er der alligevel udsigt til, at der venter en svær fremtid i forholdet mellem Polen og EU.
Når EU-landene og Europa-Parlamentet lovgiver om hverdagen i det indre marked – med alt hvad de indebærer af nye EU-regler om luftforurening, spildevand, bilers udstødning og gift i legetøj – så kan man forvente, at en ny polsk regering ledet af Donald Tusk vil agere som en helt almindelig aktør i det politiske spil i Bruxelles.
Men ser man på de store udfordringer, som EU-samarbejdet skal håndtere i de kommende år, er det også tydeligt, at Polen står til at blive et af EU´s helt store problembørn.
Og uanset hvilket parti, der kommer til at levere Polens næste premierminister, så kan man i Bruxelles være sikker på, at den næste polske regeringschef på flere helt afgørende områder kommer til at være en meget besværlig forhandlingspartner i Bruxelles.
Ikke på grund af en ideologisk modstand mod EU-samarbejdet. Men simpelthen fordi EU-samarbejdet i de kommende år bevæger sig i en retning, som kommer til at gøre meget ondt på Polen, og som vil bringe Polen på kollisionskurs med EU-samarbejdet – også selv om Polen får en premierminister, som selv tidligere har været formand for Det Europæiske Råd.
Problemer i kølvandet på Ukraine
Det er de kommende forhandlinger om en udvidelse af EU-samarbejdet, der bringer Polen på kollisionskurs med EU. Som udgangspunkt har Polen støttet tanken om, at lande som Ukraine og Moldova skal optages som medlemmer i EU. Det er i Polens interesse. Både sikkerhedspolitisk og geopoltisk.
Men konsekvenserne af at optage Ukraine i EU er så store og voldsomme konsekvenser for Polen som land og samfund.
Hvis Ukraine blev medlem af det EU, vi kender i dag, så vil det som udgangspunkt koste landmændene i EU mindst 25 procent af den EU-støtte, de modtager i dag.
Det er en omkostning, som måske nok kan klares af store effektive danske landbrug. Men for Polens mange små familielandbrug vil det betyde døden.
For ikke alene ville mindre polske landbrug miste EU-støtte. De vil samtidig blive udsat for voldsom konkurrence fra Ukraines utroligt effektive og konkurrencedygtige landbrug.
Så hvis den polske landbefolkning skal have en overlevelseschance i fremtidens EU, så skal en kommende polsk premierminister kæmpe med næb og klør for polske landbrugsinteresser mod lande som Danmark, Tyskland og andre, som ikke har lyst til at øge deres indbetalinger til EU-budgettet voldsomt for at fortsætte med uforandret støtte til polske landmænd.
Ikke længere fattige
Endnu mere alvorligt – økonomisk set – vil være, at en udvidelse med Ukraine også vil betyde, at Polen vil miste rigtig mange af de penge, landet i dag modtager i regional støtte fra EU-kassen.
Støtten går frem for alt til de mindst velhavende lande i EU. Og når nye fattigere lande som Ukraine og Moldova optages i EU, så går Polen fra at være vurderet til at være et mindre velhavende EU-land til at være et velhavende EU-land.
Den praktiske konsekvens af det vil være, at Polen med optagelsen af Ukraine vil gå ind i en fremtid, hvor Polen betaler mere ind til EU-kassen, end Polen modtager tilbage i form af forskellige typer af EU-støtte.
Også det er en udvikling, som en hvilken som helst polsk premierminister vil bekæmpe med alle til rådighed stående midler. Ikke på grund af ideologisk modstand mod EU-samarbejdet eller mod udvidelse. Men ganske enkelt fordi det er i Polens nationale interesse at kæmpe for, at de kommende reformer af EU-samarbejdet ikke fører til, at Polen mister adgang til de mange milliarder, som landet i dag kan hente fra EU-kassen.
De seneste år har EU-samarbejdet oplevet et Polen, som var en europæisk ballademager af ideologiske årsager. Fremover vil EU-samarbejdet opleve et Polen, som er en europæisk ballademager af økonomiske årsager.
Det vil klart være lettere for EU-landene at finde kompromisser og løsninger med et Polen, som har Donald Tusk som premierminister. Men det er ikke usandsynligt, at netop den politiske goodwill, som Tusk har i Bruxelles, godt kan gå hen og blive et dyrt bekendtskab for danske skatteborgere, når fremtidens EU-budget skal forhandles på plads.