Smykkeforslag trækker internationale overskrifter - igen

De seneste asylstramninger er "det seneste af en række migrant-afskrækkende skridt" skriver New York Times.

Et flertal i Folketinget er klar til at stemme for forslaget om, at dansk politi skal kunne visitere flygtninge og konfiskere deres ejendele, hvis de har en værdi på mere end 10.000 kroner og ikke har særlig affektionsværdi. (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)

Regeringens nye pakke af asylstramninger er ikke kun på dagsordenen i de danske medier.

Ovenpå Folketingets førstebehandling af lovforslaget – også kendt som smykkeforslaget – har en række store internationale medier også sat lys på Danmarks håndtering af flygtninge- og migrantstrømmene.

Blandt andet er historien på forsiden af avisen New York Times’ europæiske udgave.

”Forslaget, som har forarget humanitære aktivister og øget vreden fra FN-embedsfolk, er det seneste i en række migrant-afskrækkende skridt taget for nylig af Danmark, der engang var stolt over sin imødekommenhed overfor udlændinge,” skriver journalisten Dan Bilefsky.

Også hos Washington Post har forslaget - om at politiet skal kunne konfiskere asylansøgeres ejendele, hvis de har en værdi af mere end 10.000 kroner - vakt opsigt.

”Loven er en del af flere love, som vil gøre Danmark til en af de sværeste destinationer i Europa at komme til for potentielle flygtninge,” skriver Rick Noack, der også tidligere har dækket det danske forslag.

På den anden side af kanalen vinkler BBC på, at forslaget er kontroversielt. Det samme sker syd for den dansk-tyske grænse hos Deutsche Welle.

”De danske lovgivere ventes at stemme flere love igennem, der skal bremse migrationen til Danmark, d. 26. januar, blandt andet ved at udsætte muligheden for familiesammenføring og skære i de offentlige ydelser til flygtninge,” slutter avisen af.