Skovbrande har i flere måneder hærget øen Borneo, hvor vejrfænomenet El Niño har medført tørke og dermed grobund for skovbrande.
En kvælende gul røg ligger som et tæppe over dele af den enorme ø. Militærskibe er sat ind for at hjælpe og evakuere børn og særligt sårbare grupper i de værst ramte områder.
Den indonesiske regering har meddelt, at man overvejer at erklære alarmtilstand i landet på grund af de fortsatte brande.
Syge underernærede og traumatiserede
De omfattende brande i Indonesien er en trussel for de orangutanger, som lever i regnskove i det asiatiske ørige. Dyrene bliver syge, underernærede og traumatiserede, når deres miljø forvandles til forkullede ødemarker, advarer organisationen Save the Orangutan.
Dyreorganisationen anslår, at en tredjedel af alle orangutanger omkom, da Indonesien blev ramt af omfattende brande i 1997 og 1998.
Bestanden har ikke genvundet sin størrelse siden dengang, oplyser Save the Orangutan, som på dansk går under navnet Red Orangutangen.
/ritzau/TT