Skovbrande ødelægger huse og dræber kreaturer i Australien

Mange boliger er brændt ned, og titusindvis af mennesker er uden strøm, efter voldsomme brande i Australien.

Voldsomme skovbrande har raseret snesevis af huse i det sydøstlige Australien.

Det oplyser lokale myndigheder.

Tusindvis af hjem er uden strøm, og mange kreaturer er omkommet i flammerne.

Dog er de fleste af weekendens brande under kontrol mandag. Og ifølge embedsmænd har der ikke været rapporter om alvorligt tilskadekomne.

Den værst ramte by er Tathra på sydkysten af staten New South Wales. Her har flere end 70 boliger og virksomheder lidt alvorlige skader. Nogle er helt brændt ned i en brand, der brød ud i skoven søndag middag.

Det oplyser Shane Fitzsimmons fra brandmyndighederne i New South Wales.

I nabostaten Victoria er op mod 18 hjem blevet ødelagt af tre brande i løbet af weekenden. Imens har 40.000 boliger mistet strømmen.

Det er endnu uvist, hvor mange får og køer der er døde.

Nogle af Tathras evakuerede indbyggere kan vende tilbage til deres hjem mandag.

/ritzau/AP