Skotlands regering ønsker en ny folkeafstemning om selvstændighed fra Storbritannien - og vil gerne i gang med papirarbejdet.
Derfor har Nicola Sturgeon, der er førsteminister i det skotske selvstyre, indkaldt sin regering til et krisemøde i dag, hvor de skal drøfte, hvordan Skotland skal forholde sig til briternes exit fra EU.
Der er nemlig opstået en "betydelig afvigelse" mellem Skotland og resten af Storbritannien, sagde Sturgeon i går.
Førsteminister: Brexit er "demokratisk uacceptabelt"
Hun kalder det "demokratisk uacceptabelt", at skotterne mod deres vilje skal forlade EU som følge af torsdagens folkeafstemning i Storbritannien. I Skotland stemte 62 procent af vælgerne for at blive i EU, mens 32 procent stemte imod.
Førsteministeren understreger, at hun altid har fokus på at handle "i Skotlands bedste interesse og på en måde, der samler og ikke splitter os", skriver BBC.
Fredag aften demonstrerede hundredvis af EU-tilhængere i Glasgow og Edinburgh.
/ritzau/