Når den ukrainske opposition og præsident Viktor Janukovitj' støtter senere tirsdag forsøger sig med ekstraordinære forhandlinger i parlamentet, vil et ekko kunne høres øst for Ural-bjergene.
Fronterne er nemlig trukket mere end skarpt op på en dag, hvor det helt store forhandlingsemne bliver de kontroversielle anti-protestlove, der har været vendt mod oppositionens demonstrationer.
Af en pressemeddelelse, som er lagt ud på præsidentens officielle hjemmeside, fremgår det, at Janukovitj vil skrotte lovene, men det er usikkert, om parlamentet vil stemme for.
Kaotisk sammensat parlament
På forhandlingslisten står også andre krav fra oppositionen, såsom et amnesti til tilbageholdte demonstranter.
- Der står meget hårde forhandlinger foran os i dag. Parlamentet er kaotisk sammensat, og mange har skiftet parti, så der bliver et opgør. Det her er ikke kun et spil mellem oppositionen og Janukovitj, men også mellem oppositionen og parlamentet, siger Søren Riishøj, lektor ved statskundskab på Syddansk Universitet, til DR Nyheder.
I weekenden tilbød Janukovitj, at oppositionen kunne få posten som premierminister, men det blev hurtigt afviste. Oppositionen står stejlt på et krav om nyvalg og en regering, der træder tilbage.
Regeringens fremtid på spil
På det sidste har protesterne spredt sig voldsomt - også til Janukovitj-tro egne i den østlige del af Ukraine. Der var mandag meldinger om, at 10 af centralregeringens kontorer rundt omkring i landet var blevet besat af demonstranter.
Det har fået justitsministeren til at true med at indføre undtagelsestilstand.
Ifølge Søren Riishøj er omfanget af protesterne kommet bag på Janukovitj.
- Der er ingen tvivl om, at han er under uventet stort pres. Det er reelt regeringens fremtid, der skal forhandles om i dag, siger han.
Amerikansk pres
Der har tilmed været rapporter om et voksende internt pres på Janukovitj, særlig som følge af urolighedernes indvirkning på landets i forvejen ustabile økonomi.
Situationen i Ukraine har også stor international bevågenhed. EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, har fremrykket sit besøg, og ankommer til Kijev i dag.
I Bruxelles mødes Ruslands præsident Putin tirsdag eftermiddag med EU's ledere, Herman van Rompuy og Jose Manuel Barroso. Her er hovedemnet Ukraine.
Og USA's vicepræsident, Joe Biden, har i en telefonsamtale opfordret Janukovitj til at trække de kampklædte urobetjente tilbage fra kampzonerne i Kijev og samarbejde med oppositionen.
- Det internationale pres betyder noget, men det er kun, fordi Ukraine ikke er Rusland. Ukraine er et meget sårbart land, og det er forholdsvis åbent i forhold til andre tidligere Sovjet-lande. Desuden har oppositionen vist sig at være særdeles stærk, siger Søren Riishøj.
Fire døde på få dage
Oppositionen er dog kun enige om et krav om, at regeringen skal gå af. Den har ikke et fælles program.
Der er fortsat ingen tegn på, at aktivisterne vil forlade gaderne, og oppositionen opfordrer da også til fortsatte protester.
Fire aktivister er blevet dræbt i forbindelse med protesterne i de seneste dage.
Se en video fra tirsdagens demonstrationer i videoen øverst i artiklen.