Skåne kan tabe milliarder på ID-kontrol

Skåne vil blive hårdt ramt af den svenske ID-kontrol, lyder det fra Regionsrådet i Skåne.

Fra den 4. januar indfører svensk politi ID-kontrol af passagerer i tog, bus og færger fra Danmark og Tyskland. Øresundstoget, Københavns Hovedbanegård og Hyllie Station i Sverige fotograferet fredag den 11. december 2015. (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)

Den svenske lov om ID-krav træder i kraft på mandag. Loven er i første omgang tidsbegrænset til tre år, men på den tid mener næstformand for Regionsrådet i Skåne, Carl Johan Sonesson (Moderaterne), at Skåne kan komme til at lide store økonomiske tab.

- Administrationen af ID-kontrollen kommer til at give vældig store omkostninger og vi kommer til at se store tab i indtægterne fra den skånske trafik. Regner man på den totale sum over de tre år, så handler det om flere milliarder kroner, siger han.

Carl Johan Sonesson kræver erstatning fra den svenske stat, for det beløb de skal bruge på at håndhæve lovgivningen. Men den svenske minister for infrastruktur, Anna Johansson (Socialdemokraterne), mener ikke, ID-kontrollen fører til større økonomiske tab end alternativet.

- Havde man ikke indført loven, havde det også fået store konsekvenser, siger hun til Sveriges TV4.

Flere lokale svenske medier kritiserer den svenske ID-kontrol for at være et udtryk for en "Stockholm-fiksering" af den svenske asylpolitik, der ikke tager hensyn til konsekvenserne langt fra hovedstaden.