Sikkerhedsrådet ventes at holde hastemøde om Nordkorea

Både Sydkorea og Japan er bekymrede over den nordkoreanske meddelelse om en brintbombe-sprængning.

Sydkoreanske medier dækker meddelelsen om den nordkoreanske brintbombesprængning tæt. (Foto: © Jung Yeon-je, Scanpix)

Nordkoreas meddelelse om, at der er prøvesprængt en brintbombe, gør flere lande bekymrede.

- Jeg fordømmer dette på det kraftigste. Denne atomtest, der er blevet udført af Nordkorea, er en alvorlig trussel mod Japans sikkerhed, og vi kan på ingen måde acceptere det, siger Japans premierminister, Shinzo Abe.

Han opfordrer FN's Sikkerhedsråd til at tage affære, og FN-diplomater siger til Reuters, at Sikkerhedsrådet holder hastemøde om sagen senere i dag - måske kl. 17 dansk tid.

Også Sydkorea reagerer kraftigt på meldingen fra Nordkorea.

- Vores regering fordømmer på det kraftigste, at Nordkorea ignorerer gentagne advarsler fra vores og det internationale samfunds side ved at udføre en fjerde atomtest, hvilket tydeligvis er i strid med FN's Sikkerhedsråds resolutioner, siger en embedsmand fra det sydkoreanske præsidentkontor.

Det Hvide Hus i USA oplyser, at amerikanerne ikke kan bekræfte Nordkoreas påstand om en brintbombe, men tilføjer, at det i så fald er en overtrædelse af FN-resolutionerne, skriver Reuters.

/ritzau/