Sikkerhedsrådet drøfter plan for Syrien-afvæbning

De fem faste medlemmer af Sikkerhedsrådet har på et lukket møde fremlagt deres holdninger til Syrien-plan.

FN's ry er blevet sværtet, fordi det ikke er lykkedes at få standset de voldsomme krigshandlinger i Syrien, har generalsekretær Ban Ki-Moon tidligere sagt. (© AP Graphics)

Et uformelt møde mellem repræsentanter for de fem permanente medlemmer af FNs Sikkerhedsråd endte sent onsdag uden konklusion.

Vetomagterne Storbritannien, Kina, Rusland, Frankrig og USA var samlet for at drøfte planerne om at få Syriens kemiske våben under international kontrol.

- Alle fremlagde deres position, men der var ikke tale om rigtige forhandlinger, siger en FN-diplomat efter det 45-minutter lange møde, der blev holdt bag lukkede døre hos russerne.

- De diskuterede elementer, der kan indgå i en resolution, siger en anden diplomat.

Russisk-amerikansk møde i dag

I dag mødes den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, med sin russiske kollga Sergej Lavrov, i Geneve for at diskutere spørgsmålet om Syrien.

Og diplomaten siger, at medlemmerne af Sikkerhedsrådet i en eventuel resolution vil gøre plads til, hvad de to udenrigsministre kommer frem til.

Uacceptabelt

Frankrig er i forvejen kommet med et forslag til en resolution, der konkretiserer planerne om at fjerne kemiske våben fra det syriske regime.

Men teksten lægger op til, at Syrien skal straffes, hvis ikke landet overgiver sine kemiske våben til det internationale samfund. Derfor mener Rusland, at franskmændenes resolution er uacceptabel.

Rusland, der er en af Syriens vigtigste allierede, har flere gange nedlagt veto imod sanktioner over for det syriske regime.

Meget tydede derfor på, at USA ville gå uden om FN i et begrænset militært angreb i Syrien. Men forslaget om at afvæbne Syrien for dets kemiske våben har fået amerikanerne til at arbejde videre med en diplomatisk løsning.

Et sværtet ry

Syriens udenrigsminister har accepteret forslaget om at anbringe landets våben under international kontrol for at undgå et militært angreb fra USA.

FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, har tidligere sagt, at verdensorganisationens ry er blevet sværtet, fordi det ikke er lykkedes at få standset de voldsomme krigshandlinger i Syrien.

/ritzau/AFP