FN's Sikkerhedsråd har afsluttet et hastemøde om formodet kemisk angreb i Syrien uden at stemme om en resolution, som fordømmer angrebet og kræver det undersøgt.
Angrebet i går udløste et hastemøde i FN's Sikkerhedsråd i New York, og det er slut, uden at rådet er blevet enig om at foretage sig noget.
USA, Storbritannien og Frankrig havde udarbejdet en resolution, der fordømmer det formodede angreb og kræver det undersøgt.
Men Rusland, der er allieret med Syrien, som beskyldes for at stå bag angrebet, meddelte på forhånd, at det ikke kunne stemme for en resolution.
Nyhedsbureauet dpa skriver, at mødet sluttede, uden at resolutionen kom til afstemning. Den ville alligevel falde med det russiske veto.
Forinden havde den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Haley, bebrejdet Rusland for ikke at tøjle Syrien
Syrien har afvist at stå bag angrebet, og Rusland siger, at de syriske fly ramte et lager, hvor oprørere havde kemiske våben.
Nikki Haley rejste sig op i rådet og viste to fotos af ofre for angrebet. Hun sagde, at stater tvinges til at handle alene, hvis FN ikke kan handle samlet.
Der er meldt om 72 døde efter angrebet, herunder 20 børn.
/ritzau/