FN's Sikkerhedsråd skal torsdag stemme om et udkast til en resolution, der kræver, at Israel indstiller alle igangværende bosættelser i besatte områder.
Det siger diplomater i New York ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Det er Egypten, der har udarbejdet udkastet til resolutionen. I 2011 nedlagde USA, et af de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, veto mod et lignende forslag.
Afstemningen ventes at finde sted omkring klokken 21 torsdag dansk tid. Ifølge Reuters og AFP er det uvist, hvordan USA stiller sig til det egyptiske forslag.
/ritzau/