Sikkerhedselskab: 74 lande er på 12 timer ramt af hackerangreb

Indenfor de seneste 12 timer er adskillige lande blevet ramt af hackerangreb med 'ransomware', oplyser sikkerhedsdirektør.

Indtil videre er der ikke meldinger om, at danske virksomheder er blevet hacket.

Det er ikke kun Storbritanniens sundhedsvæsen, der fredag er blevet ramt af hackerangreb med 'ransomware'.

Mindst 74 lande har været udsat for 45.000 angreb de seneste 12 timer.

Det oplyser Costin Raiu, direktør for Kaspersky Labs globale forsknings- og analysehold, på Twitter.

- Angrebene begyndte for omkring 12 timer siden. De peakede for alvor omkring middagstid. Og tallet bliver ved med at stige, skriver han.

Indtil videre vides det ikke om danske virksomheder er ramt. Men Danske Regioner har øget opmærksomheden på såkaldt ransomware efter angrebene, ifølge Ritzau.

Tidligere hertil aften var Storbritanniens premierminister Theresa May ude og bekræfte, at hackerangret var en del af et større internationalt angreb. I et tweet har Europols direktør Rob Wainwright sagt, at hackerangrebet mod det britiske sundhedsvæsen ligner 'ransomware'-angreb i USA.

Ifølge Reuters har Ruslands indenrigsministerium ligeledes oplyst, at det har været under hackerangreb. Også en stor russisk mobiloperatør har meddelt, at det har været udsat for hackerangreb, der ligner det, der har lammet store dele af det britiske sundhedssystem.

Microsoft, der står for de ramte Windows-styresystemer, oplyser ifølge Reuters, at du ikke er i fare for at blive hacket, hvis du har installeret et virusprogram og har opdateret styresystemerne.

Konsekvenserne ved hackerangrebet i Storbritannien har indtil videre været, at patienter bliver afvist ved hospitalerne, med mindre det er akutte tilfælde. Derudover er lægeaftaler blevet aflyst, personale må bruge pen og papir og telefonlinjer er afbrudt.