Sigtet terrormistænkt erkender: Jeg er manden med hatten

Mohamed Abrini erkender, at han er den tredje mulige terrorist set i belgisk lufthavn.

Mohamed Abrini erkender, at han er den efterlyste mand, der har været jaget vildt siden angrebene i Bruxelles 22. marts. (Foto: © handout, Scanpix)

Han har været efterlyst som en tredje mulig terrorist, som 'manden med hatten og en hvid jakke' siden 22. marts.

Nu ved belgisk politi med sikkerhed, at han er den 31-årige Mohammed Abrini, der fredag blev anholdt under en større politiaktion.

Abrini erkender, at han er ham på overvågningsbillederne fra lufthavnen, oplyser den belgiske statsanklager ifølge Reuters.

Abrini er således den mand, der kort før angrebene i lufthavnen blev set sammen med de to selvmordsbombere.

De tre mænd kommer gående med bagagevogne, hvor i hvert fald de to af dem havde kufferterne fulde af sprængstoffer.

- Vi konfronterede ham med videobeviser, som vores specialenhed har forberedt, siger en talsmand for anklagerens kontor ifølge Ritzau.

- Han blev nødt til at indrømme, at det var ham, siger talsmanden.

Abrini er i dag blevet sigtet for terrordrab og for at være medlem af en terrororganisation.

Anholdelsen af ham er et gennembrud for belgiske og franske efterforskere, idet han har været efterlyst siden november 2015 mistænkt for medvirken under angrebene i Paris.

Han er blandt andet to dage før angrebene set sammen med Salah Abdeslam, der skulle have sprængt sig selv i luften i Paris.

Abdeslam blev pågrebet for to uger siden i Bruxelles.

Efterhånden tegner der sig dermed et klart billede af, at de to terrorangreb er forbundet.

Sagen kort

  • Seks personer blev fredag anholdt i Belgien. De menes at have forbindelse til terrorangrebene i Bruxelles. To af de seks anholdte er løsladt igen, mens de fire er sigtet i sagen for terrordrab og for at være medlem af en terrororganisation.

  • En af de tiltalte er identificeret som Osama K., som kan være medgerningsmand til angrebet ved metrostationen Maelbeek. Han er set sammen med selvmordsbomberen ved metroen og er desuden set købe to tasker brugt ved angrebene.

  • De to terrorangreb har en eller anden forbindelse, men det er endnu ikke afklaret, hvilken der præcis er tale om, hvorfor belgiske og franske myndigheder arbejder tæt sammen i opklaringsarbejdet.