En 55-årig mand, der er mistænkt for at have solgt panserbrydende ammunition til Stephen Paddock, der skød og dræbte 58 mennesker ved en festival i Las Vegas sidste år, er blevet sigtet i sagen.
Manden er den første, der er blevet anholdt og sigtet for sin rolle i USA's dødeligste masseskyderi, der fandt sted 1. oktober.
Stephen Paddock dræbte 58 tilfældige koncertgængere, da han åbnede ild mod menneskemængden fra sit værelse på Mandalay Bay hotel. Derefter vendte han geværet mod sig selv, inden politiet stormede værelset.
Efterforskerne kender stadig ikke motivet bag massakren.
Mødtes flere gange med Paddock
Ifølge retsdokumenter mødtes Stephen Paddock med den nu sigtede 55-årige mand flere gange. Blandt andet mødtes de to i den sigtede mands hjem måneden inden skyderiet.
Her solgte manden ammunition til Stephen Paddock, hævder anklagemyndigheden i Las Vegas.
I retsdokumenterne fremgår det, at manden tidligere havde drevet en forretning på internettet ved navn Specialized Military Ammunition.
Her solgte han angiveligt panserbrydende ammunition til hele USA uden den rette tilladelse.
Sigtet for ulovlig produktion og salg
Den 55-årige er sigtet for ulovlig produktion og salg af panserbrydende ammunition. Den maksimale straf er fem års fængsel og en bøde på 250.000 dollar.
Anklagemyndigheden oplyser, at politiet har fundet den sigtede mands fingeraftryk på ammunitionen, der lå på Stephen Paddocks hotelværelse i Las Vegas.
Ud over de 58 dræbte blev knap 500 mennesker såret under massakren i Las Vegas.
/ritzau/Reuters