Da de mødtes i Det Hvide Hus, gik det galt.
- Må vi se et håndtryk? Må vi se et håndtryk?, spurgte pressefotograferne adskillelige gange ved en fælles fotoseance ved den tyske kansler, Angela Merkels, og den amerikanske præsident, Donald Trumps, første møde i marts.
Men Donald Trump overhørte både fotografernes råb og Angela Merkels forsigtige forespørgel og sad med hænderne samlet foran sig, selv om et formelt håndtryk er kutyme ved den slags lejligheder.
Det akavede øjeblik gav anledning til en del skriverier i pressen, hvor politiske analytikere spekulerede i, om det manglende håndtryk var en direkte og demonstrativ afspejling af det dårlige forhold mellem to af Vestens mest magtfulde politikere.
Men i dag lykkedes det så.
Donald Trump og Angela Merkel trykkede hænder, da de mødtes i forbindelse med G20-topmødet for verdens tyve største økonomier i Hamburg. Og håndtrykket foregik ganske tilforladeligt, selvom de to statsledere stadig har en del at være uenige om - blandt andet efter at Trump har valgt at trække USA ud af Paris-aftalen om klimaet.
Trumps berygtede håndtryk
Der har, siden Donald Trump tiltrådte som USA's 45. præsident i begyndelsen af året, været en del fokus på hans håndtryk.
Den amerikanske præsident er berygtet for at demonstrere sin overlegenhed med et hårdt og knusende håndtryk.
Da Donald Trump mødtes med Japans premierminister, Shinzo Abe, fastholdt Trump sit håndtryk i 19 sekunder, mens Shinzo Abe flere gange gav mine til at afslutte håndtrykket.
I den forbindelse sagde ekspert i kropssprog Michael Sjøberg til DR Nyheder:
- Lige meget om man er politisk enig med ham eller ej, så er der ingen tvivl om, at Trump er meget dominerende i sit kropssprog. Han dominerer ofte ved ikke at spejle det, andre mennesker gør, eller ved at overhøre deres signaler.
Macron: Det er ikke uskyldigt
Senere da den franske præsident, Emmanuel Macron, skulle mødes med Trump, valgte han at overtage strategien og fastholdt selv længe sit håndtryk og sagde bagefter, at "håndtrykket ikke var uskyldigt".
- Man bliver nødt til at vise, at vi ikke vil komme med små indrømmelser - selv symbolske af slagsen, siger han det franske medie Journal du Dimanche.