Omtrent 25.800 flygtninge- og migrantbørn, der var uledsagede eller adskilt fra deres forældre, kom til Italien med båd i 2016.
Det er over dobbelt så mange som i 2015, hvor 12.300 kom til landet, skriver FN's børneorganisation, Unicef, i en pressemeddelelse.
Gruppen udgjorde dermed 90 procent af de børn, der krydsede havet for at komme til Italien sidste år.
- De tal indikerer en alarmerende tendens, da der er flere yderst sårbare børn, der risikerer deres liv for at komme til Europa, siger Lucio Melandri, der er senior emergency manager i Unicef.
- De nuværende systemer svigter i forhold til at beskytte disse børn, som befinder sig alene i fuldstændig ukendte omgivelser. Der er brug for et koordineret europæisk svar for at beskytte dem.
Størstedelen af børnene kom fra enten Eritrea, Egypten, Gambia og Nigeria. De fleste var mellem 15 og 17 år, men der var også yngre børn imellem.
/ritzau/