Venstre-regeringen bliver nødt til at stramme sig gevaldigt an og opruste på klimafronten, når nu Danmark har sagt ja til den globale klimaaftale.
Det er meldingen fra SF’s formand, Pia Olsen Dyhr.
- Aftalen er mere ambitiøs, end jeg havde turdet håbe på, siger hun og peger på, at landene har sagt ja til, at den globale temperatur skal stige med mindre end 2 grader frem mod 2100.
- Allerhelst blot 1,5 grader. Derfor giver det jo ingen mening, at regeringen tilslutter sig aftalens målsætninger og samtidig holder fast i at slække på klimaambitionerne herhjemme. Det har jeg tænkt mig, at holde ministeren op på, når han kommer hjem fra Paris, siger Pia Olsen Dyhr.
Regeringen har blandt andet valgt at skære i udviklingsstøtten og i støtten til forskning og udvikling af grøn energiteknologi. Derudover har Venstre sænket målene for, hvor meget vi skal reducere vores CO2-udledning med frem mod 2020.
Men klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) mener ikke, der er noget at komme efter, når det kommer til klimaforskningen.
- Danmark har netop indgået en aftale med blandt andre USA og Microsoft om at fordoble støtten til forskningen i energiteknologier, så der står vi stærkt, siger han.
Men betyder 1,5 graders-målet så, at vi skal reducere vores CO2-udledninger endnu mere?
- Det er vigtigt, at vi bevarer realismen i det her. Vi skal se på, hvad der kan gennemføres, hvad der er realiserbart, og hvad vi kan betale for. Danmark er et foregangsland, og om vi reducerer udledningerne med 40 eller 37 procent i 2020, det er mindre afgørende. Det er kun en umådelig lille del af den samlede CO2-udledning, siger han og fortsætter:
- Det afgørende er derimod, at vi får resten af verden op i tempo.