Separatister stormer politistation og befrier fanger

Hundredevis af pro-russiske separatister er gået til angreb på en politistation i byen Odessa. Flere fanger er blevet befriet.

Pro-russiske separatister jubler over løsladelsen af flere af deres kammerater - her en af fangerne, der netop er blevet løsladt.

Pro-russiske separatiser har her til eftermiddag stormet en politistation i byen Odessa i det østlige Ukraine. Pro-russerne har smadret vinduer i bygningen og skaffet sig adgang til bygningen.

Ukrainsk politi har løsladt flere fanger på baggrund af angrebet, skriver avisen The Telegraphs korrespondent Roland Oliphant på Twitter. Det er angiveligt sket for at undgå yderligere angreb på politistationen. Antallet er indtil videre noget uklart. Nogle medier melder om flere end 30 løsladte, mens øjenvidner i hvert fald har set over 10 fanger forlade politistationen.

Bygningen er i øjeblikket omringet af demonstranter, skriver det internationale nyhedsbureau Reuters. Demonstranterne kræver, at deres fængslede kammerater bliver frigivet. Kammerater, som de kalder frihedskæmpere.

Mordbrand har ansporet utilfredshed

Det er angiveligt utilfredshed med anholdelser og politiets håndtering af vold i byen, der har fået pro-russerne til at gå til modangreb på politistationen.

Så sent som i fredags mistede op mod 40 pro-russiske separatister livet i byen i det, som myndighederne betegner som en mordbrand.

Fangerne på politistationen har siddet fængslet siden kampene fredag aften.