Senat vil stoppe USA's militærhjælp til Saudi-Arabien i Yemen

Et flertal i Senatet vil som følge af drab på journalist stoppe USA's militærhjælp til Saudi-Arabien i Yemen.

Udenrigsminister Mike Pompeo forsvarede onsdag eftermiddag USA's tiltagende støtte til Saudi-Arabiens engagement i krigen i Yemen. (Foto: © Mandel NGAN, Ritzau Scanpix)

Amerikanske senatorer har onsdag sendt et stærkt signal om, at de ønsker at straffe Saudi-Arabien for landets rolle i drabet på den regimekritiske journalist Jamal Khashoggi.

Således har et flertal af senatorerne onsdag eftermiddag lokal tid stemt for at udarbejde en resolution med kravet om at standse USA's militærhjælp til Saudi-Arabien i Yemen.

Forslaget blev stemt igennem med 63 for og 37 imod. Det skriver nyhedsbureauet AP.

En debat om resolutionen skal efter planen finde sted i næste uge. Vedtages en resolution, vil det være et stort nederlag for præsident Donald Trump, som ønsker at fortsætte den amerikanske militærhjælp til den saudi-ledede krig i Yemen.

Udenrigsminister Mike Pompeo og forsvarsminister Jim Mattis var onsdag formiddag på besøg på Capitol Hill for at forsvare USA's tiltagende støtte til Saudi-Arabiens engagement i krigen i Yemen.

Mike Pompeo advarede om, at den brutale krig, der er blevet kaldt verdens største humanitære katastrofe, vil blive endnu værre uden USA's engagement.

- Hvis vi lader Yemen i stikken, så vil vi gøre enorm skade på USA's nationale interesser. Vi vil samtidig skade vores allierede i Mellemøsten og vores andre partnere.

Pompeo forklarede videre, at hvis USA ikke støtter den saudi-ledede koalition i Yemen militært - blandt andet med efterretningsoplysninger og oplysninger om angrebsmål for luftangreb - så vil flere mennesker ifølge ham blive slået ihjel.

- Det vil efterlade Yemens terrororganisationer med sikre områder, sagde Pompeo inden onsdagens afstemning.

Saudi-Arabien gik i krig mod houthi-oprørere i Yemen i marts 2015. Det skete i spidsen for en regional koalition med støtte fra USA.

Siden er mindst 10.000 mennesker blevet dræbt, og halvdelen af Yemens godt 28 millioner indbyggere står ifølge FN på randen af en sultkatastrofe.

/ritzau/