Venezuelas oppositionsleder, Juan Guaidó, der udfordrer præsident Nicolas Maduros legitimitet, opfordrer det venezuelanske folk til at indtage landets gader i protest.
Det skriver nyhedsbureauerne AP og AFP.
I en direkte tv-udsendelse søndag aften opfordrer Guaidó modstandere af præsident Maduro til at mobilisere sig to gange den kommende uge.
Han beder venezuelanerne om onsdag at forlade deres hjem eller arbejde midt på dagen for at deltage i en fredelig totimers protest.
Og derudover opfordrer han til massedemonstrationer lørdag i "ethvert hjørne af Venezuela" og rundt om i hele verden.
Lørdag markerer samtidig den deadline, som EU har givet Maduro til at udskrive et nyt valg, lyder det fra Guaidó.
Guaidó, som er leder af landets demokratisk valgte nationalforsamling, erklærede onsdag Maduro som afsat og udråbte sig selv som midlertidig præsident.
USA, Canada, Australien og en land række sydamerikanske lande har udtrykt deres støtte til Guaidó.
Søndag stillede en række store europæiske lande desuden et ultimatum til præsident Maduro.
Hvis ikke han udskriver valg inden for otte dage, vil Frankrig, Tyskland, Spanien og Storbritannien anerkende Guaidó som fungerende præsident. De fire lande bakkes op af EU.
Maduro har bedt de "uforskammede europæiske lande" om at trække deres valgultimatum tilbage. Maduro, der fortsat er støttet af militæret, viser ingen tegn på at ville opgive magten.
Også lande som Kina, Rusland, Syrien, Iran og Tyrkiet har erklæret deres støtte til præsident Maduro.
Maduro vandt i maj et omstridt præsidentvalg i landet. Både USA og EU har vurderet, at valget ikke levede op til selv de laveste internationale standarder.
Når Maduro alligevel er blevet taget i ed til sin anden præsidentperiode, skyldes det blandt andet, at han i august 2017 udstedte et nyt dekret.
Dekretet gav et nyetableret forfatningsråd lovgivende magt - og den demokratisk valgte nationalforsamling minimal magt.
/ritzau/