To mænd, der stod bag angrebene i Bruxelles, er nu identificeret, oplyser den belgiske statslige tv-station RTBF.
Ifølge mediet drejer det sig om to brødre, der er kendt af politiet for kriminalitet.
Den ene bror er ifølge RTBF en af selvmordsbomberne fra lufthavnen, mens den anden bror stod bag angrebet i metroen.
En af brødrene skulle under falsk navn have lejet en lejlighed i Bruxelles, hvor politiet i sidste uge skød en bevæbnet person ved en ransagning, skriver RTBF.
Ifølge mediet var det under den ransagning, at man fandt fingeraftryk fra den nu anholdte Salah Abdeslam, der menes at være en af gerningsmændene fra angrebet i Paris. Desuden fandt man også et flag fra Islamisk Stat, detonatorer og riffel.
Derfor var de to brødre ifølge mediets oplysninger allerede eftersøgt af politiet.
Omkring klokken 11 blev en tredje gerningsmand anholdt i Belgien. Det skulle ifølge den belgiske avis Derniere Heures dreje sig om en 24-årig mand, der i forvejen er eftersøgt for sin rolle i Paris-angrebene i november.
Hans DNA blev ifølge myndigheder fundet i en lejlighed, der blev brugt af terroristerne fra angrebet i Paris.
OPDATERET: Denne artikel er opdateret 11.25. Først fremgik det, at begge brødre var indblandet i angrebet i lufthavnen. Nu rapporterer RTBF dog, at kun den ene bror befandt sig i lufthavnen - den anden stod bag angrebet i metroen.
- •
Belgiens hovedstad, Bruxelles, blev tirsdag morgen ramt af et angreb i lufthavnen og et angreb i et metro-tog, der befandt sig på stationen Maelbeek midt i byen.
- •
Mindst 30 er dræbt og langt over 200 såret, og Islamisk Stat tager ansvaret for terror-angrebene, skriver nyhedsbureauet Amaq, der er relateret til Islamisk Stat.
- •
Belgiens indenrigsminister har ifølge flere belgiske medier erklæret tre dages landesorg oven på angrebene.