Selvmordsbomber fra Islamisk Stat dræber 40 soldater

Mindst 40 irakiske soldater blev dræbt, da en kampvogn fyldt med sprængstoffer eksploderede på en militærbase.

Irakiske styrker under en fremrykning i det nordlige Irak i kampen mod Islamisk Stat. (© Scanpix)

Flere end 40 irakiske soldater har mistet livet i et selvmordsangreb ved et våbendepot på en militærbase i ørkenen.

Det fortæller en sikkerhedskilde til nyhedsbureauet dpa.

Ifølge den anonyme kilde står Islamisk Stat bag angrebet. Yderligere 35 soldater meldes såret i angrebet.

Jihadisterne havde placeret sprængstoffer i et pansret køretøj, som de bragte til sprængning på en militærbase i området Tharthar, der ligger i ørkenen mellem Ramadi og Samarra.

De to byer ligger henholdsvis vest og nordvest for den irakiske hovedstad, Bagdad.

IS får fat i 2300 USA-kampvogne

Islamisk Stat har tidligere brugt pansrede køretøjer i selvmordsangreb.

Ofte har gruppen brugt amerikanske Humvees, også kaldet hummere, som jihadisterne har snuppet fra den irakiske hær.

Islamisk Stat har nemlig fået fingrene i 2300 hummere, efter at terrorgruppen sidste sommer indtog byen Mosul. Det oplyste Iraks premierminister, Haider al-Abadi, søndag.

USA har efterfølgende lovet at sende 2000 panserværnsvåben til Irak, så hæren kan møde den specifikke trussel fra disse små kampvogne.

Ritzau