En bilbombe er eksploderet foran Iraks ambassade i den afghanske hovedstad, Kabul. Der var tale om en selvmordsbombe.
Der blev skudt i området, da fire bevæbnede mænd forsøgte at komme ind i bygningen.
Lidt senere på dagen kunne politiet oplyse, at alle angribere var dræbt, og at ambassadens ansatte var i sikkerhed.
Kun en politimand blev lettere såret.
- Politiet reagerede hurtigt og ankom tids nok og fik evakueret de irakiske diplomater til et sikkert sted, oplyser Indenrigsministeriet.
- Ingen af ambassadens ansatte er kommet til skade, hedder det.
Islamisk Stat (IS) tog skylden for angrebet. Det meddelte jihadisterne via nyhedsbureauet Amaq, som er IS's talerør.
De bevæbnede mænd forsøgte at trænge ind i ambassadebygningen. Ambassaden ligger i Kabuls centrum.
- Jeg hørte et stort brag, og det blev fulgt af flere eksplosioner og skud fra håndvåben, fortæller Ahmad Ali, der har en butik i nærheden.
- Folk var bekymrede og lukkede deres butikker for at løbe i sikkerhed, siger han.
Angrebet kommer en uge efter, at mindst 35 mennesker mistede livet ved et selvmordsangreb i Kabul. De dræbte arbejdede for den afghanske regering.
Taliban tog skylden for det angreb.
Islamisk Stat, der er trængt på hjemmebanen i Irak og Syrien, har optrappet sine aktioner i det østlige Afghanistan. Jihadisterne har taget skylden for en serie af angreb flere steder i Afghanistan.
De amerikanske styrker i Afghanistan har forsøgt at ramme IS. Det lykkedes at dræbe jihadisternes leder, Abu Sayyed, og flere højtstående medlemmer af IS under et angreb i provinsen Kunar 11. juni.
/ritzau/