Seks plejehjemsbeboere er døde i orkanramte Florida

Op mod 70 personer har samlet set mistet livet oven på orkanen Irmas ødelæggende færd gennem Caribien og USA.

Det var i byen Hollywood i staten Florida, at plejehjemsbeboerne døde. (Foto: © Angel Valentin, Scanpix)

Seks beboere på et plejehjem uden strøm i den amerikanske delstat Florida har mistet livet som følge af orkanen Irmas hærgen.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Plejehjemsbeboerne er tilsyneladende døde på grund af den høje varme som følge af manglende air condition.

Dermed har orkanen, der er blandt de kraftigste storme nogensinde registreret i Atlanterhavet, kostet op mod 70 personer livet samlet set.

Mindst 27 er døde i Florida og nærliggende delstater, efter at Irma gik i land søndag som en kategori 4-orkan med 215 kilometer i timen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Derudover er omkring 4,3 millioner hjem onsdag uden strøm, skriver Reuters. Det svarer til, at ni millioner indbyggere ingen elektricitet har.

I Caribien, hvor Irma raserede en række øer, inden orkanen nåede USA, har mindst 43 personer mistet livet.

Ifølge AP er det dog 37 personer, der er døde i Caribien.

Flere øer blev fuldstændigt ødelagt.

Satellitbilleder, som USA's geografiske overvågningsmyndighed, USGS, har lagt på Twitter, viser, hvordan blandt andet den tidligere danske koloni, De Amerikanske Jomfruøer, er gået fra at være grønne til nu at være brune.

65-årige Michael, der bor på øen St. John, som er en del af De Amerikanske Jomfruøer, har mistet alt.

- Mit hus, min forretning, begge mine biler. Alt er væk, siger han til nyhedsbureauet Reuters.

- Men vi har vores liv. Vi klarede os igennem den forfærdelige storm i en brusekabine, som jeg havde forstærket efter orkanen Marilyn.

- Jeg sagde til manden (der installerede det, red.): "Hvis orkanen tager resten af mit hus, vil jeg havde den her kabine til at stikke op af fundamentet som den sidste tand i en vagabonds mund".

- Og det er ganske vist, hvad der er tilbage, tilføjer han.

/ritzau/