Russiske luftangreb mod Kharkiv har i nat dræbt mindst seks personer og såret yderligere 11. Kharkiv i det nordøstlige Ukraine er landets næststørste by.
Ifølge regionens guvernør, Oleh Synjehubov, anrettede missiler i angrebet skade på ni beboelsesejendomme, en tankstation, en børnehave, en café, en butik og flere biler.
I alt affyrede Rusland i nat 32 angrebsdroner og seks missiler mod Kharkiv, oplyser Ukraines flyvevåben ifølge AP. Det lykkedes at skyde tre af missilerne og 28 droner ned.
- Russiske dræbere fortsætter med at terrorisere ukrainere med angreb mod Kharkiv og andre fredelige byer, siger generalløjtnant Mykola OIesjtjuk, der er chef for Ukraines flyvevåben.
'Giv os de skide Patriots'
Angrebet, der skete lidt efter midnat, er det seneste af en række angreb mod Kharkiv, der har været et yndet mål for russerne gennem krigen.
De seneste uger er angrebene mod Kharkiv dog taget til, og i onsdags blev fire personer dræbt i et droneangreb mod et lejlighedskompleks i byen.
I nattens angreb blev der også sendt droner og missiler mod byen Zaporizjzja og hovedstaden Kyiv, men her lykkedes det luftforsvaret at skyde dronerne og missilerne ned. Begge steder anrettede nedskudte vragdele mindre skader og brande.
I det hele taget er missilsystemerne til luftforsvar en helt central komponent i Ukraines kamp mod Rusland. Og ukrainerne har brug for mere luftforsvar. I et interview med Politico i sidste uge lagde udenrigsminister, Dmytro Kuleba, ikke fingre imellem.
- Giv os de skide Patriots.
- Hvis vi havde nok luftforsvarssystemer, især Patriots, ville vi være i stand til at beskytte vores befolkning og vores økonomi fra at blive ødelagt, sagde Dmytru Kuleba.
Patriot er det mest avancerede missilsystem i det amerikanske arsenal. Det adskiller sig fra andre systemer ved at have længere rækkevidde og kunne nedskyde mere avancerede trusler.
Patriot kan sammen med andre systemer skabe et luftforsvar, der kan imødegå næsten alle typer af russiske luftangreb. Det er derfor, at Ukraine er meget opsatte på at modtage flere Patriot-systemer.
Forventer russisk offensiv til maj
Nattens angreb mod Kharkiv og de seneste ugers intensivering af russiske luftangreb mod storbyen kan meget vel være ouverturen til noget større og mere omfattende i den nordøstlige del af Ukraine.
Kharkiv ligger kun 30 kilometer fra grænsen til Rusland, og ukrainerne er allerede i fuld gang med at bygge forstærkninger i området.
I sidste uge lød det fra Ukraines øverste militære leder, Oleksandr Syrskyj, at man ikke kan udelukke, at russerne forbereder en offensiv mod Kharkiv, og at man tager den trussel meget alvorligt.
Nu lyder meldingen endnu klarere fra præsident Zelenskyjs højre hånd, stabschef Andrej Jermak, der i et interview med Politico siger, at de seneste ugers angreb mod Kharkiv er et russisk forsøg på at blødgøre ukrainerne forud for en stor offensiv.
- Vi ved, at Putin forbereder en ny bølge af mobilisering, og vi mener, at nye modoffensiver fra russerne kan komme i slutningen af maj eller starten af juni. Det skal vi selvfølgelig være klar til, siger Andrej Jermak.
- Vi har stadig virkelig meget brug for flere luftforsvarssystemer, for uden dem er det umuligt at beskytte vores byer.
Ifølge Andrej Jermak er tidsaspektet et problem for Ukraine. Det haster ganske enkelt med at få flere luftforsvarssystemer, inden russerne går i offensiven igen.
Og for at det kan lade sig gøre, er de amerikanske politikere i Kongressen nødt til at blive enige om den militære hjælpepakke til 414 milliarder kroner, der mangler godkendelse i Repræsentanternes Hus.
- Jeg vil gerne understrege, at det er et kritisk øjeblik lige nu. Det er meget vigtigt, at den pakke godkendes i denne måned, siger Jermak.