(Foto: © ICELANDIC DEPARTMENT OF CIVIL PR, Ritzau Scanpix)

Se de vilde billeder fra vulkanudbruddet i Island

Lavaen fosser ud cirka fire kilometer fra byen Grindavík, som er blevet evakueret.

Et gardin af rødglødende lava blev slynget 100 meter op i luften, da et længe ventet vulkanudbrud indtraf i Island mandag aften.

Udbruddet har været varslet siden november, hvor tusindvis af små jordskælv rystede Reykjanes-halvøen.

Her blev en underjordisk sprække fyldt med flydende klippemasse, som spredte sig under byen og nærmede sig overfladen.

I løbet af de seneste uger er presset vokset i undergrunden, og i går aftes udløste en ny række af jordskælv så udbruddet.

Se de facinerende billeder fra udbruddet herunder.

  • Vulkanudbruddet begyndte omkring klokken 23.15 mandag dansk tid. Det skete efter et jordskælv i den såkaldte magmakorridor nord for byen Grindavík på Reykjanes-halvøen omkring klokken 21 mandag aften. (Foto: © Iceland Civil Defense (almannava, Ritzau Scanpix)
    1 / 10
  • Sprækken efter jordskælvet var op mod fire kilometer lang, og gardinet af lava vurderedes mandag ved midnatstid at nå op i over 100 meters højde, hvor det var højest. (Foto: © ICELANDIC COAST GUARD, Ritzau Scanpix)
    2 / 10
  • Udbruddet er sket cirka fire kilometer fra byen Grindavík, som indbyggerne blev rådet til at forlade allerede den 10. november på grund af en række af jordskælv. Mandag aften fortalte myndighederne, at alle indbyggere i byen var evakueret. (Foto: © Marco Di Marco, Associated Press)
    3 / 10
  • Kraften af vulkanudbruddet fortsætter tirsdag med at aftage, og lavastrømmen er nu omkring en fjerdedel af, hvad den var i starten. Det er dog svært at spå om, hvor længe udbruddet vil fortsætte. (Foto: © Civil Protection of Iceland, Ritzau Scanpix)
    4 / 10
  • Island ligger på en del af Den Midtatlantiske Ryg, hvor de tektoniske plader, der huser henholdsvis Amerika og Europa, bevæger sig fra hinanden med en fart på cirka to centimeter om året. Island har derfor masser af vulkaner og oplever med jævne mellemrum jordskælv og udbrud. (Foto: © KRISTIN ELISABET GUNNARSDOTTIR, Ritzau Scanpix)
    5 / 10
  • Forskere og beredskabspersonale har holdt øje med udbruddet fra helikopter. Lavastrømmen ser ikke ud til at have retning mod Grindavík, og der er ikke meldinger om tilskadekomne i forbindelse med vulkanudbruddet (Foto: © ICELANDIC COAST GUARD, Ritzau Scanpix)
    6 / 10
  • Kun omkring en tredjedel af den oprindelige sprække er tirsdag aften aktiv, men nye sprækker forventes at kunne åbne sig uden varsel, fortæller geofysiker Benedikt Ófeigsson til det islandske medie RÚV. Det skyldes, at der er dannet en magmatunnel, som strækker sig betydeligt længere mod syd og nord end selve sprækkerne. (Foto: © ICELANDIC COAST GUARD, Ritzau Scanpix)
    7 / 10
  • Nysgerrige borgere er blevet opfordret til at holde sig væk. Hjördís Guðmundsdóttir, der er kommunikationschef hos Islands beredskabsmyndighed, siger, at det "ligger i islændinges DNA at løbe imod et udbrud i stedet for at løbe væk fra det". Afspærringerne er dog indtil videre blevet overholdt. (Foto: © ANTON BRINK, Ritzau Scanpix)
    8 / 10
  • Der er tale om et voldsomt udbrud, fortæller Rikke Pedersen, der er vulkanolog og center manager hos Nordisk Vulkanologisk Center. "De tre udbrud, vi har haft siden 2021, var langt, langt mindre", siger hun. (Foto: © Civil Protection of Iceland, Ritzau Scanpix)
    9 / 10
  • Grindavíks borgmester, Fannar Jónasson, har sagt, at byens indbyggere desværre ikke kan holde jul derhjemme i år. "Desværre blev det håb, der var tændt i manges hjerter om muligheden for at fejre jul hjemme i Grindavík, slukket, da udbruddet begyndte i går", siger han. Her kan man se, hvor tæt udbruddet er på den lille fiskerby. (Foto: © VIKEN KANTARCI, Ritzau Scanpix)
    10 / 10