Se billederne: Japan kæmper mod den værste vejrkatastrofe i tre årtier

To millioner er evakueret, og massive oversvømmelser truer stadig Hiroshima-regionen.

  • Oversvømmelserne i den centrale og vestlige del af Japan er de værste siden 1982, hvor knap 300 mennesker omkom. (Foto: © Issei kato, Scanpix)
  • Adskillige bygninger er ødelagt af det voldsomme vejr. (Foto: © Issei kato, Scanpix)
  • .. og myndighederne i Japan mener, at der oversvømmelserne har resulteret i omkring 440 jordskred. (Foto: © Martin Bureau, Scanpix)
  • Nu venter et omfattende oprydningsarbejde. (Foto: © handout, Scanpix)
  • Tirsdag morgen gik redningsarbejdere fra dør til dør for at lede efter levende i ruiner og lig af omkomne. (Foto: © ????, Scanpix)
  • Her undersøges et ødelagt hus i byen Kumano nær Hiroshima. (Foto: © Kyodo, Scanpix)
  • Flere end 75.000 mennesker fra politi, forsvar og brandvæsen er tilkaldt for at deltage i redningsarbejdet. (Foto: © Shohei Miyano, Scanpix)
  • De massive vandmasser har efterladt flere uden et hjem at tage tilbage til. (Foto: © Kyodo, Scanpix)
  • Omkring to millioner japanere er evakueret og opholder sig i midlertidige shelters og på evakueringscentre. (Foto: © Issei kato, Scanpix)
  • Et stort antal mennesker er også flygtet fra deres hjem på grund af oversvømmelserne. (Foto: © Str, Scanpix)
  • Mindst 176 mennesker er døde, og et stort antal meldes fortsat savnet. (Foto: © JIJI Press, Scanpix)
  • Japans premierminister Shinzo Abe advarede søndag om, at der det er et kapløb med tiden at redde overlevende, der er fanget i ruinerne. (Foto: © Str, Scanpix)
  • Byen Mabi, der ligger i i Japans Okayama-region, er en af de hårdt ramte områder. (Foto: © Issei kato, Scanpix)
  • Lokale er begyndt at hjælpe til med oprydningen efter uvejret. (Foto: © Kyodo, Scanpix)
  • Vandmasserne stiger fortsat nogle steder i landet. (Foto: © Martin Bureau, Scanpix)
1 / 15

Et voldsomt vejr ramte store dele af det vestlige og centrale Japan denne weekend.

De enorme regnmængder og følgende jordskred har oversvømmet hele byer og forårsaget massive ødelæggelser. Hårdest ramt er områderne Okayama og Hiroshima.

Mindst 176 mennesker er omkommet, mens op mod 80 personer savnes. Og dødstallet forventes at stige de kommende dage.

Omkring to millioner japanere er evakueret. Dertil kommer de mange, som er flygtet fra deres hjem på grund af oversvømmelserne.

7.000 mennesker befinder sig i midlertidige shelters, fordi de ifølge lokale medier ikke har et hjem længere.

I et stort område er 15.900 fastnet- og internetforbindelser nede. 255.000 husstande har ikke adgang til vand, og tusinder mangler strøm, skriver mediet NHK.

Flere end 75.000 selvforsvarsstyrker, politifolk, brandfolk og kystvagter er tilkaldt for at deltage i redningsarbejdet.

Oversvømmelserne er de værste, landet har oplevet siden 1982. Dengang mistede knap 300 personer livet efter et voldsomt uvejr.

Lige nu kæmper redningshold for at finde omkomne og overlevende. Det præcise omfang af ødelæggelserne mangler at blive kortlagt.

Nogle steder i landet er vandmasserne begyndt at trække sig tilbage, efter at styrtregnen stoppede mandag. I Hiroshima-regionen er der dog stadig problemer med stigende vandstand, og der er sendt advarsler ud i byerne Fukuyama og Takehara, skriver NNK.