Schweiz beder nu Rusland om at indstille enhver form for spionage i landet, efter det i sidste uge kom frem, at to formodede spioner er blevet anholdt og udvist af Holland.
Hollandske og schweiziske myndigheder mener, at russerne forsøgte at hacke sig ind i et schweizisk laboratorium, der foretager prøver af kemiske våben - blandt andet fra nervegiftangrebet på den russiske eksspion Sergej Skripal i Storbritannien den 4. marts i år.
- Vi har bedt Rusland om omgående at stoppe ulovlige aktiviteter på schweizisk grund eller mod schweiziske mål, lyder det fra det schweiziske udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Indkalder russisk ambassadør
En talskvinde for den schweiziske efterretningstjeneste, FIS, sagde fredag, at Schweiz nu arbejder sammen med Storbritannien og Holland om sagen.
Samtidig har den schweiziske regering indkaldt Ruslands ambassadør for at protestere over den russiske aktivitet i landet.
Det er tredje gang i år, at Schweiz indkalder ambassadøren for at protestere over formodede angreb mod schweiziske mål.
En talsmand for den russiske ambassade i Schweiz kalder sagen "absurd".
- Vi mener, at dette er en ny anti-Rusland-løgn fabrikeret af de vestlige medier. Det er absurd med disse helt nye grundløse anklager, sagde Stanislav Smirnov fredag.
Briter sigter formodede agenter
Den schweiziske udmelding kommer efter nogle uger, hvor konflikten mellem Rusland og Storbritannien er intensiveret.
Den 5. september sigtede britisk politi to navngivne russere - Alexander Petrov og Ruslan Boshirov - for mordforsøg på den tidligere russiske spion Sergei Skripal og hans datter Julia Skripal i byen Salisbury i marts. Samtidig er der udsendt en europæisk arrestordre på de to mænd.
En uge senere, i et interview med det statsstyrede russiske medie Russia Today, afviste Alexander Petrov og Ruslan Boshirov at være agenter. De to mænd erkendte dog, at de befandt sig i Salisbury - efter eget udsagn som turister - da giftattentatet fandt sted.
Russeres identitet ukendt
Det vides endnu ikke, hvem de to formodede spioner er.
Den 4. marts i år blev den russiske eksspion Sergej Skripal og hans datter Julia fundet bevidstløse på en bænk i byen Salisbury i England.
Britiske videnskabsfolk analyserede sig frem til, at far og datter blev udsat for nervegiften Novichok. Ifølge Storbritannien - med opbakning fra FN's Sikkerhedsråd - stod Rusland bag angrebet, men det afviser russerne selv.
Sagen fik USA og 21 EU-lande til at udvise flere end 150 russiske diplomater.
Tilbage i marts oplyste Hollands premierminister, Mark Rutte, at landet havde udvist to russiske efterretningsfolk.
Premierministeren oplyste dengang ikke yderligere om sagen, og det er derfor endnu uklart, om der er tale om de samme russiske spioner.