Schweiz: Højrepopulister går frem ved valg

Det Schweiziske Folkeparti ser ifølge prognoser ud til at snuppe 64 af de 200 pladser i parlamentets underhus.

Hvis resultatet bekræfter, hvad prognoserne peger på, vil det styrke højrefløjspartiets i forvejen dominerende position i schweizisk politik. (Foto: © Martial Trezzini, Scanpix)

Det højrenationale Schweiziske Folkeparti (SVP) ser ud til at klare sig godt ved søndagens parlamentsvalg i alpelandet, viser prognoser ifølge nyhedsbureauet ATS.

Hvis resultatet bekræfter, hvad prognoserne peger på, vil det styrke højrefløjspartiets i forvejen dominerende position i schweizisk politik.

De foreløbige resultater fra landets 26 kantoner viser, at SVP ser ud til at snuppe 64 af de 200 pladser i parlamentets underhus. Hvis det holder stik, vil det være SVP's hidtil bedste valgresultat og overgå resultatet fra 2007, hvor partiet fik 62 pladser.

Halvdelen af stemmerne optalt

Op mod 29 procent af vælgerne har stemt på partiet, viser prognosen.

Den er baseret på en færdig optælling i halvdelen af de 26 kantoner. 11 andre har indberettet foreløbige resultater, men her er stemmeoptællingen stadig i gang.

Hvis de endelige resultater bekræfter SVP's fremgang, kan partiet sammen med centrumhøjrepartiet Det Liberale Parti - som er Schweiz' tredjestørste - tippe magtbalancen i parlamentet fra et centrum-venstre flertal til et centrum-højre flertal.

På forhånd havde meningsmålingerne indikeret, at SVP ville gå frem på grund af den seneste tids debat om indvandring og asylregler. Det til trods for, at Schweiz ikke i nævneværdig grad har været mål for den aktuelle strøm af flygtninge og migranter i Europa.

/ritzau/AFP