Saudiske kvinder gør sig klar til at køre bil - mens privatchauffører må frygte for deres job

Ved midnat må saudiarabiske kvinder for første gang i årtier selv køre bil.

En saudisk kvinde bag rattet, forbereder sig på, at hun snart må køre overalt i landet. (Foto: © ZOHRA BENSEMRA, Scanpix)

Når det bliver midnat i Saudi-Arabien, og lørdag bliver til søndag i ørkenstaten, kan landets kvinder sætte sig til rette bag rattet og køre en tur. Uden at skulle frygte for repressalier fra ordensmagten.

Kongedømmet ophæver det forbud, der i mere end 60 år har betydet, at en kvinde var afhængig af en mand, hvis hun skulle bruge en bil. Saudi-Arabien er det sidste land i verden, der har et forbud mod, at kvinder må køre bil.

Derfor er det også en begivenhed, der bliver fejret af de selvsamme kvinder, der fra klokken 23 dansk tid selv må træde på speederen.

- Jeg troede ikke, at jeg skulle opleve det i min levetid. Folk er kommet hjem fra udlandet bare for den her dag. Det er kæmpestort, siger Hamsa al-Sonosi til The Guardian.

Hun er en af 30 kvinder i byen Jeddah, der er blevet udvalgt til at få udstedt et kørekort, mens tusindvis har ansøgt om det.

Økonomisk gevinst

Liberaliseringen af lovgivningen i det stærkt konservative land er ikke foregået uden sværdslag, og en række kvindelige aktivister er i de seneste måneder blevet anholdt for at bryde forbuddet. Flere af dem sidder stadig fængslet.

For regimet er det tilsyneladende vigtigt, at ophævelsen af forbuddet fremstår som en gave fra den regerende kongefamilie, og ikke at det er et udtryk for eftergivenhed over for folkelige protester.

Det er kronprins Mohammed bin Salmans ønske om at modernisere kongedømmets ry, der driver udviklingen. Men ud over positiv omtale kan det også vise sig at blive en økonomisk gevinst for landet, skriver BBC.

I alt har landet i omegnen af 15 millioner kvindelige indbyggere, der snart kan være selvkørende, og revisionsfirmaet PwC anslår, at cirka tre millioner kvinder vil køre på de saudiarabiske veje i 2020.

En del af kronprinsens plan er også at hæve kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet fra 22 til 30 procent, og landets Toyota-distributør har allerede ansat 100 kvindelige sælgere til deres forretninger.

En kvinde får sig en snak med en af de kvindelige sælgere, der er blevet ansat som reaktion på, at bilkøb lige om lidt ikke kun er for det ene køn i Saudi-Arabien. (Foto: © FAISAL AL NASSER, Scanpix)

Skidt nyt for privatchaufførerne

Godt nyt for kvinderne, men skidt nyt for den store styrke af udenlandske mænd, der arbejder som privatchauffører i Saudi-Arabien.

Mere end 1,3 millioner mænd fra primært Indien og Bangladesh menes at være ansat af saudiske familier som chauffør.

Bliver halvdelen af den gruppe sat fra bestillingen, kan Saudi-Arabien spare op imod 34 milliarder kroner årligt på lønninger og gebyrer til arbejdsvisa, vurderer et medlem af tænketanken Saudi Economic Association.

For Hamsa al-Sonosi er de makroøkonomiske perspektiver dog ikke så afgørende. Det er til gengæld muligheden for at kunne tage en tur i sin Range Rover uden at spørge om lov.

- Kvinder bliver endeligt uafhængige af deres egen familie. Mødre kan nyde de simple glæder såsom at køre deres børn i skole. Det giver magt til kvinder, siger hun til The Guardian.