Saudiarabisk stats-tv slukker for Obama-besøg

Stats-tv i Saudi-Arabien plejer at vise Obamas ankomst, men onsdag var fokus rettet mod monarker i regionen.

Her mødes Obama med kong Salman (Foto: © Kevin Lamarque, Scanpix)

De to gode venner USA og Saudi-Arabien er ikke helt så gode venner, som de plejer at være.

Da den amerikanske præsident, Barack Obama, onsdag ankom på officielt besøg i Riyadh, skete det - stik mod sædvane - uden bevågenhed fra den statslige tv-kanal al-Ekhbaria.

I Saudi-Arabien mener styret, at USA er for imødekommende over for landets mangeårige fjende Iran, der modsat det sunnitiske Saudi-Arabien er ledet af shiitter.

Barack Obama landede onsdag eftermiddag med Air Force One i Riyadh, hvor han skal være i to dage.

USA's præsident skal møde blandt andre kong Salman, og han skal deltage i et topmøde med de regionale ledere. Her håber han ifølge nyhedsbureauet AFP at kunne sætte skub i fredsprocessen i Syrien og Yemen.

Mens Obama blev fravalgt af al-Ekhbaria, var situationen en anden, da monarker fra de mindre kongedømmer i Golfen ankom til lufthavnen kort forinden. Billeder fra deres ankomst blev flittigt transmitteret til tv-apparater i kongedømmet.

/ritzau/AFP