Saudi-Arabien om Trumps Jerusalem-tiltag: Uretfærdigt og uansvarligt

Kongehuset i Saudi-Arabien udtrykker stor frustration over USA's beslutning.

Saudi-Arabien kritiserer den amerikanske præsident, Donald Trump, efter hans beslutning om at USA skal anerkende Jerusalem som Israels hovedstad. (Foto: © JONATHAN ERNST, Scanpix)

Saudi-Arabien langer torsdag kraftigt ud efter USA's præsident, Donald Trump, der har besluttet, at USA skal anerkende Jerusalem som Israels hovedstad.

Saudi-Arabiens kongehus kalder Trumps tiltag "uretfærdigt og uansvarligt".

Trump gjorde onsdag op med syv årtiers amerikansk politik over for Israel og Jerusalem, da han sagde, at USA nu anerkender Jerusalem som den israelske hovedstad. Det har medført fordømmelse verden over.

- Kongeriget udtrykker dyb utilfredshed med USA's præsidents beslutning, står der i en erklæring fra kongehuset ifølge det officielle nyhedsbureau SPA.

- Kongeriget har allerede advaret mod de seriøse konsekvenser, en så uretfærdig og uansvarlig handling kan få, står der videre.

Saudiarabernes kong Salman advarede tirsdag Trump mod, at beslutningen om at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem er et "farligt skridt", der kan opildne muslimer verden over.

Båndene mellem Saudi-Arabien og USA så ellers ud til at være blevet forbedret, da Donald Trump i maj valgte at lægge sin første udlandstur som præsident i golfstaten.

Selv om de to lande længe har været allierede, så mente saudierne, at Trumps forgænger, Barack Obama, var for venlig over for deres ærkerival, Iran.

Moskéen al-Aqsa i Jerusalem er et af de helligste steder for muslimer efter de to hellige steder Mekka og Medina, der ligger i det nuværende Saudi-Arabien.

Israel betragter Jerusalem som sin hovedstad. Israelerne har blandt andet placeret parlamentet og højesteret i den hellige by.

Men det internationale samfund fastholder, at byens status skal fastlægges gennem forhandlinger. Alle lande har derfor hidtil haft deres ambassader i Tel Aviv.

Jerusalem har i flere tusinde år været hovedstad for de tre religioner jødedommen, kristendommen og islam.

/ritzau/AFP