Satellitfoto: Kina provokerer USA med ny landingsbane

Kina fortsætter tilsyneladende byggeri i Det Sydkinesiske Hav, selvom USA protesterer.

  • Ved revet Mischief i øgruppen Spratleyøerne ser tænketanken CSIS tegn på, at Kina bygger en landingsbane. (Foto: © handout, Scanpix)
  • Revet Mischief, fotograferet i 2012, før Kina begyndte at opføre det, eksperter kalder en støttemur. (Foto: © handout, Scanpix)
  • Et satellitfoto af Kinas næsten færdige landingsbane på revet Fiery Cross. (Foto: © handout, Scanpix)
  • Sådan så revet Fiery Cross ud i 2006, inden Kina begyndte at bygge. (Foto: © handout, Scanpix)
  • Foto af Subi-revet, hvor analytikere også mener, at Kina opfører en landingsbane. (Foto: © handout, Scanpix)
  • Subi-revet, fotograferet i 2012. (Foto: © handout, Scanpix)
1 / 6

Den amerikanske tænketank CSIS har udgivet satellitbilleder, der viser tegn på, at Kina vil bygge en ny landingsbane i den omstridte øgruppe Spratleyøerne i Det Sydkinesiske Hav.

CSIS siger, at Kina har opført en støttemur og dermed skabt et rektangulært stykke land med en længde på 3 kilometer ved revet Mischief.

Kina har i forvejen en næsten færdig landingsbane på en kunstig ø, som er opført på revet Fiery Cross, som også er en del af Spratleyøerne. Analytikere mener, at en tredje landingsbane er under opførelse i øgruppen på Subi-revet, skriver CNN.

Se en billedserie af de tre landingsbaner, som Kina menes af opføre på Spratleyøerne i toppen af artiklen.

Liselotte Odgaard, der er lektor ved forsvarsakademiet, opfatter det som et led i en strategisk rivalisering med USA, at Kina fortsætter med at bygge på øer og rev i regionen.

- Flere landingsbaner vil desuden gøre det lettere for Kina at operere militært i området, siger hun.

Et satellitfoto af Kinas næsten færdige landingsbane på revet Fiery Cross. (Foto: © handout, Scanpix)
Sådan så revet Fiery Cross ud i 2006, inden Kina begyndte at bygge. (Foto: © handout, Scanpix)

Tredje landingsbane nødvendig

En pensioneret kinesisk flådeofficer siger, at en tredje landingsbane er nødvendig, hvis Kina skal nå de strategisk mål, man har lavet for landets flåde. Og skulle det komme til en krig i området, er det nødvendigt for flåden at få luftkontrol over Spratleyøerne, skriver Hongkong-avisen South China Morning Post.

Det Sydkinesisk Hav er strategisk vigtigt, fordi området er den kinesiske flådes port til Stillehavet.

Det er dog aldrig blevet afklaret hvor sø-grænserne skal gå, og hvem der har retten til øer og rev i Det sydkinesiske hav. Både Kina og Kinas mindre naboer gør krav på og har bygget på øer, men Kina har bygget mere og større, og det opfattes som en provokation af både USA og Kinas mindre naboer.

Foto af Subi-revet, hvor analytikere også mener, at Kina opfører en landingsbane. (Foto: © handout, Scanpix)

Tydeligt signal til USA

USA har gentagende gange bedt Kina om at stoppe med deres byggeaktivet. Men den udbygning, vi ser nu, er et tydeligt signal til USA, siger Liselotte Odgaard:

- Det er et modsvar til amerikanerne optrapning af deres militære tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav. Det, som kineserne signalerer til amerikanerne, er: Dette her er præmisserne, dette her fortsætter vi med, siger hun og fortsætter:

- Folkeretten giver os ikke svar på, hvem der har ret, og derfor vil begge parter blive ved med at insistere på deres fortolkning. Og selv om hverken USA eller Kina er interesseret i en krig, forventes det ikke at Kina vil holde op med at bygge på øerne for at komme USA i møde. Vi har nok ikke set slutningen. Det er meget sandsynligt, at vi vil se yderligere militær udbygning fra kinesisk side, siger Liselotte Odgaard.

Revet Mischief, fotograferet i 2012, før Kina begyndte at opføre det, eksperter kalder en støttemur. (Foto: © handout, Scanpix)

I næste uge mødes den kinesiske præsident Xi Jinping og den amerikanske præsident Barrack Obama i USA. Her forventes det, at parterne vil diskutere, hvordan man undgår, at en større konflikt udvikler sig i regionen.