SATELLITBILLEDER Sådan har Islamisk Stat barrikaderet sig i sin irakiske højborg

Satellitbilleder viser, hvordan Islamisk Stat angiveligt har ryddet store stykker land og sat barrikader op i Mosul.

  • Syd for byen ligger et stort areal øde hen. Tidligere lå der en irakisk militærbase, der er mere eller mindre jævnet med jorden. Det ryddede område syd for byen giver krigere fra Islamisk Stat mulighed for at se, når den irakiske hær nærmer sig byen, lyder analysen fra det geopolitiske analysefirma Stratfor, der har offentliggjort billederne. (© Stratfor.com)
  • De røde prikker på billedet viser, hvor Islamisk Stat har barrikaderet vejene, der løber ind til byen fra det åbne område. (© Stratfor.com)
  • Islamisk Stat har bygget en forsvarslinje, der giver dem mulighed for at holde øje med styrker, der nærmer sig, fra en relativ stor afstand. (© Stratfor.com)
  • Derudover har Islamisk Stat gravet volde i udkanten af byen. (© Stratfor.com)
  • Inde i byen er der blevet sat barrikader op på vejene. (© Stratfor.com)
  • Ifølge Stratfor består barrikaderne af cementblokke og skrald. (© Stratfor.com)
  • Barrikaderne stod på begge siderne af vejene, der stadig var åbne for trafik, da billederne blev taget den 31. oktober. (© Stratfor.com)
  • Ved at placere dem sådan kan byens befolkning og Islamisk Stat stadig bruge vejene, og det er nemt at blokere vejene, når den irakiske hærs offensiv når til Mosuls bykerne. (© Stratfor.com)
  • Barrikaderne kan gøre det taktisk svært for den irakiske hær og andre styrker at trænge ind i byen. (© Stratfor.com)
  • Til gengæld beskytter forberedelserne ikke mod luftangreb, som både den irakiske hær og den amerikanskledede koalition - inklusive danske F16-fly - udfører. (© Stratfor.com)
  • Islamisk Stat er flere steder omkring Mosul gået til modangreb med mortergranater og selvmordsbomber mod irakiske specialstyrker, som har forsøgt at trænge ind i byen Hammam al-Alil, som ligger 35 kilometer syd for Mosul. (© Stratfor.com)
1 / 11

Den irakiske hær har de seneste uger nærmet sig millionbyen Mosul, som har været gruppen Islamisk Stats højborg i Irak siden juni 2014.

Men det er ikke en uforberedt militant gruppe, som regeringshæren møder, når de på et tidspunkt skal trænge mod Mosuls bymidte fra syd.

Det sydlige opland til byen, der har været hjemsted for en irakisk militærbase, er blevet jævnet med jorden, og det giver krigerne bedre udsyn, når Iraks hær nærmer sig, lyder analysen fra Stratfor.

Samtidig er der blevet bygget en række barrikader på vejene, der leder ind til byen, viser satellitbillederne angiveligt.

I grafikken nedenfor kan du se, hvordan den irakiske hær, andre styrker og den amerikanskledede koalition arbejder for at vriste Mosul ud af hænderne på Islamisk Stat.