Sarkozy vil være præsident: Bejler til Front Nationals vælgere

Frankrigs tidligere præsident Nicolas Sarkozy er ikke de borgerliges favorit. Men hans dagsorden er populær, så valget af kandidat for de borgerlige langt fra afgjort.

Tidligere præsident, Nicolas Sarkozy (t.v.) og Alain Juppé, tidligere premierminister og borgmester i Bordeaux, i 2014. (Foto: © Charles platiau, Scanpix)

Inden vinteren melder sin ankomst, skal de franske borgerlige, centrum-højre, udpege, hvem de vil have som kandidat til næste forårs præsidentvalg.

Søndag 20. november afholder partiet første runde af sit primærvalg, og den, der løber med sejren efter anden runde ugen efter, får lov at stille op som de partiets kandidat.

Den tidligere franske præsident, Nicolas Sarkozy, som meldte sit kandidatur i går, er allerede bagud i meningsmålingerne - især i forhold til Alain Juppé, tidligere udenrigs- og premierminister.

Det har meget at gøre med, hvordan Sarkozy i sin tid forlod præsidentposten, fortæller Jørn Boisen, leder ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet.

- Sarkozy var meget upopulær, da han sluttede som præsident. Han har en dagsorden, der deler franskmændene, mens Alain Juppé fremstår som en mere midtersøgende figur, og én, der kan samle landet, siger Jørn Boisen.

Sikkerhed i højsædet

Selvom der er måneder til, at de borgerlige vælgere skal pege på deres kandidat, er valgkampen allerede i fuld gang i Frankrig.

I morgen medvirker Sarkozy på tv i bedste sendetid og samme dag udkommer hans bog "Tout pour la France" (Alt for Frankrig. -red.), hvori han på 230 sider opridser, hvad han vil kæmpe for, hvis han bliver præsident.

Før var kampen mod arbejdsløshed i højsædet, men efter terrorangrebene gælder det sikkerhed og fransk identitet. Med sit program taler Sarkozy til højrevælgerne - også dem, der er gået til det yderste højre, Front National.

Men det er en svær balance, siger Jørn Boisen.

- Sarkozys strategi er at prøve at få fat på Front National-vælgerne igen. Problemet er bare, at han samtidig smider vælgere til venstre, når han søger til højre. Så han kan vinde noget, men han taber noget til den anden side.

De 13 kandidater. Øverst fra venstre: Nicolas Sarkozy, Alain Juppe, Nathalie Kosciusko-Morizet, Francois Fillon, Jean-Frederic Poisson, Nadine Morano, and Bruno Le Maire. Nederst fra venstre: Herve Mariton, Frederic Lefebvre, Henri Guaino, Geoffroy Didier, Jacques Myard, and Jean-Francois Cope. / AFP PHOTO / AFP PHOTO AND POOL (Foto: © MEHDI FEDOUACH, Scanpix)

Valget ikke afgjort

I alt 13 borgerlige har meldt sig på banen for at blive centrum-højres præsidentkandidat. Blandt andre Francois Fillon, tidligere premierminister, og 47-årige Bruno Lemaire, der fremstår som et frisk pust og især taler til de unge centrum-højre vælgere.

Men kampen kommer til at stå mellem Nicolas Sarkozy og Alain Juppé, og selvom Sarkozy er bagud i meningsmålingerne, er valget langt fra afgjort.

- Det, som skaber en usikkerhed i forhold til, hvem der vinder, er, at de dagsordener, som Sarkozy står for, har vind i sejlene, altså autoritetsdagsordenen, identitetsdagsordenen og værdipolitikken.

- Derfor er valget ikke afgjort endnu, understreger Jørn Boisen.

Ved valget i 2012 tabte Nicolas Sarkozy til den nuværende præsident, socialisten François Hollande, som i dag er upopulær blandt de franske vælgere.