Nicolas Sarkozy, som Frankrigs konservative for længst har kasseret som mulig præsident, foreslår et krisemøde med sine partifæller.
Den tidligere præsident vil mødes med Francois Fillon og Alain Juppé for at søge en løsning på de store problemer i det konservative parti.
Det siger Sarkozy ifølge avisen Le Monde.
- Vor uenighed hjælper kun den ekstreme højrefløj. Derfor foreslår jeg et møde med Fillon og Juppé, så vi kan finde en værdig og god vej ud af denne situation, som ikke må fortsætte, og som skaber store problemer for franskmændene, siger han.
Ved primærvalget sidste år vandt François Fillon. Men han er siden blevet midtpunkt i en ganske alvorlig efterforskning af et fiktivt job til sin kone.
Han har afvist at trække sig som sit partis kandidat ved præsidentvalget i april og maj.
- Ingen kan forhindre mig i at være kandidat, sagde Fillon søndag aften i et interview på fransk tv.
I interviewet gentog han, at efterforskningen, der handler om muligt misbrug af offentlige midler til aflønning af kone og børn, er politisk motiveret.
Familiemedlemmerne skal være blevet betalt for arbejde, som de ikke har udført.
Vælgerne flygter ifølge meningsmålinger fra Fillon, der står til at tabe første valgrunde til højreradikale Marine Le Pen og liberale Emmanuel Macron.
En måling søndag viste, at Fillon har opbakning fra 17 procent af vælgerne. Det er en tilbagegang på tre procentpoint i løbet af en måned.
Marine Le Pen står til 26 procent og Macron til 25 procent, skriver nyhedsbureauet AFP.
Samme måling viser imidlertid, at hvis Alain Juppé stiller op i stedet for Fillon, vil nogle af Macrons vælgere stemme på ham i stedet.
I givet fald har Juppé en god mulighed for at nå anden og afgørende runde af præsidentvalget sammen med Le Pen.
Hvis Juppé erstatter Fillon, siger 24,5 procent af de adspurgte vælgere, at de vil stemme på ham, mens Macrons opbakning så daler til 20 procent, viser søndagens meningsmåling.
/ritzau/