Sarkozy bliver ikke præsident igen - ryger ud af primærvalg

Den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozy får ikke mulighed for at blive genvalgt, har de republikanske vælgere besluttet.

Sarkozy i stemmeboksen tidligere i dag. (Foto: © Eric Feferberg, Scanpix)

Det lykkedes ikke den tidligere franske præsident, Nicolas Sarkozy, at gå videre til anden runde af primærvalgene hos det republikanske parti i Frankrig.

Sarkozy blev kun nummer tre, efter at han har tabt valget til hans egen tidligere premierminister Francois Fillon og den garvede politiker Alain Juppé.

- Jeg var i ikke i stand til at overbevise et flertal af vælgerne, og det respekterer jeg naturligvis, sagde Nicolas Sarkozy ifølge den franske tv-station BFMTV.

Anden runde af det republikanske primærvalg finder sted om en uge, og her vil Sarkozy i stedet støtte Fillon, lyder det fra den tidligere præsident, der bestred posten fra 2007 til 2012, hvor han ikke blev genvalgt.

- Jeg er ikke bitter, ikke trist, og jeg ønsker alt det bedste for mit land, for jer, mine medborgere, og for den, som skal lede dette land, jeg elsker så højt, lød det fra Sarkozy.

Endnu er ikke alle stemmerne af primærvalget talt op, men alt tyder på, at François Fillon vinder stort, lige pt. står han til omkring 43 procent af stemmerne. Når han op på 50 procent af stemmerne, er der ikke brug for en anden runde.

62-årige Fillon beskrives som liberal. Han gjorde et stærkt og godt indtryk i den sidste debat før valget, og de sidste målinger viste også, at han gik frem.

Vinderen af valget kommer til foråret formentlig til at kæmpe mod Front Nationals leder, Marine Le Pen, om at afløse François Hollande på præsidentposten.