Det er en trist dag i den nepalesiske landsby Godaita.
For faderen til fire, Banti Lal Baritha, er netop vendt hjem i en kiste. Kun to måneder efter, at han ellers var taget til Qatar for at arbejde som tømrer på et større byggeprojekt, der blev sat i gang i forbindelse med verdensmesterskaberne i Qatar.
Der er ikke mange informationer om, hvad han specifikt døde af. Det eneste, familien ved, er, at han en morgen ikke vågnede – og at der sandsynligvis var tale om hjerteproblemer.
- Dagen inden han døde, fortalte han mig, at det gik rigtig godt med arbejdet. Men jeg har faktisk ingen idé om, hvad der er sket derovre, fortæller Samundra Devi Baritha.
Hun er nu i en alder af 41 år fra den ene dag til den anden er blevet enke – og efterladt i dyb gæld, da de måtte stifte gæld for at få råd til at sende Banti Lal Baritha afsted til ørkenstaten.
Fra sin landsby har hun oplevet mange håbefulde arbejdere tage til Qatar i jagten på lykke og penge. Men i dag vil hun ikke anbefale nogen at tage til ørkenstaten.
- Der sker slemme ting i Qatar, og ingen bør opleve det samme tab, som vi har, siger hun.
Én kiste blandt mange
Fremtiden for familien Baritha er lige nu så usikker, at Samundra Devi Barithas 14-årige datter kan risikere at blive giftet væk for ikke længere at være en udgift for familien.
Den 41-årige mor havde ellers håbet, at hendes datter i stedet fik mulighed for at opfylde sin drøm om at læse til sygeplejerske, men familien føler sig fanget i en situation, de ikke selv kan komme ud af.
- Jeg håber, at den qatarske regering giver os en erstatning. Jeg har mistet min mand i deres land, og hvem skal nu tage sig af os?, spørger hun.
Men den erstatning har lange udsigter. Det fortæller Minky Worden, der er international direktør for Human Right Watch, og som gennem de sidste ti år har set sin andel af kister med udenlandsk arbejdskraft forlade Qatar.
- Skæbnens frygtelige ironi er, at migrantarbejdere, som tager til Qatar for at sikre deres familie en bedre fremtid, ender med at bidrage til endnu flere generationers fattigdom og ulighed, når de dør, fortæller hun.
Ifølge Minky Worden har Qatar i årevis nægtet at notere dødsfald blandt migrantarbejdere, og man kender derfor ikke det præcise antal døde. Men man ved dog fra en større undersøgelse foretaget af en gruppe journalister fra The Guardian, at det drejer sig om flere end 6.500. Hertil kommer alle dem, som er blevet invalideret eller har fået andre livsvarige mén.
- Det er jo det ultimative tegn på hengivenhed at ofre sit liv i håbet om, at ens familie får det bedre, siger Minky Worden.
En desperat situation
Siden tildelingen af VM-værtskabet i december 2010 har Qatar rent faktisk gennemført flere reformer, som skulle sikre bedre arbejdsvilkår for migrantarbejdere. Det indbefatter blandt andet en mindsteløn og muligheden for at skifte job, uden at den tidligere arbejdsgiver godkender jobskiftet.
Men ifølge Human Right Watch bliver reformerne ikke håndhævet, og flere migrantarbejdere oplever derfor ikke at få udbetalt løn, eller at de sidder fast i systemet.
Derudover efterforsker de qatarske myndigheder ikke grunden til de mange dødsfald, ligesom de efterladte familier, som eksempelvis Banti Lal Baithas, ikke får erstatning.
- Migrantarbejderne har i forvejen været i en desperat situation, siden de er taget til Qatar for at arbejde, så selvfølgelig har de ikke midlerne eller den hær af advokater, der skal til for at sagsøge den qatarske regering eller FIFA, forklarer Minky Worden.
Fodboldsamfundet må betale tilbage
Men ifølge Minky Worden peger pilen ikke kun på Qatar, når snakken falder på brud på menneskerettigheder.
I 2016 forpligtede FIFA sig nemlig til at opretholde FN's retningslinjer for menneskerettigheder, men der har ifølge Minky Worden siden været talrige eksempler på, at fodboldorganisationen ikke tager sine forpligtelser seriøst.
- FIFA har en lang historie med menneskerettighedskrænkelser ved flere slutrunder. De har været for dårlige til at beskytte kvinder, LGBT+-personer og journalister, og lignende overgreb finder stadig sted den dag i dag i Qatar. Det burde bekymre alle i Danmark, der går op i menneskerettigheder og fodbold, siger Minky Worden.
Sammen med Amnesty International og andre organisationer er det derfor Human Rights Watchs håb, at FIFA i samarbejde med Qatar vil starte en fond, der kan kompensere de mange ofre af slutrunden.
- De burde starte med at indbetale 3,4 milliarder kroner. Det beløb er præmiesummen til VM, og pengene skal selvfølgelig både gå til dem, som er blevet efterladt, men også dem, som er vendt tilbage til deres egne lande igen, men som ikke længere kan arbejde, siger hun.
Det kan dog kun lade sig gøre, hvis FIFA startet fonden, mener hun.
- Det er en måde, hvorpå fodboldsamfundet kan betale tilbage og forsøge at rette op den menneskelige katastrofe, det har skabt.