Tibet-sagen var næppe på dagsordenen, da udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) i dag mødte sin kinesiske kollega, Wang Yi, i Beijing.
Den danske besøg fandt sted i anledningen af tiåret for den strategiske partnerskabsaftale mellem Danmark og Kina, der giver Danmark et nært forhold til Kina.
Men mødet finder sted blot to uger efter, at justitsministeren Søren Pape Poulsen (K) genåbnede Tibet-kommissionen efter oplysninger om, at kommissionen ikke havde modtaget alle tilgængelig mails, der muligvis kunne belyse sagen.
Anders Samuelsen sagde i Beijing, at han tager udviklingen roligt.
- Jeg har intet ønske om at skubbe noget ind under gulvtæppet. Jeg mener, at Udenrigsministeriet med al den information, jeg har, har forsøgt at lægge al den information frem, som man er blevet bedt om, sagde Anders Samuelsen efter sit møde i den kinesiske hovedstad.
Tvivler på ulovlig ordre
Sagen handler om, hvem der gav ordre til at fjerne tibetanske flag fra demonstranter, da Kinas tidligere præsident, Hu Jintao, var på statsbesøg i 2012.
Tibet-kommissionen konkluderede i slutningen af 2017, at ingen politikere eller embedsmænd stod bag ordren, og kommissionen kritiserede kun to mellemledere i politiet.
Siden er det kommet frem, at der eksisterer kopier af mailbokse, som den oprindelige kommission ikke havde adgang til. Derfor har regeringen genåbnet undersøgelsen.
Udenrigsministeren føler sig dog sikker i sin sag.
- Det er noget, der er foregået før min vagt i Udenrigsministeriet. Jeg har også svært ved at forestille mig, at en Villy Søvndal eller andre har givet en ordre, der skulle komme i karambolage med den danske grundlov. Det har jeg altså utroligt vanskeligt ved at forestille mig, og derfor ser jeg trygt frem til den gennemlysning, der skal foregå, siger udenrigsminister Anders Samuelsen.
Nyt statsbesøg fra Kina
Problematikken om, hvordan danske myndigheder undgår, at kinesiske ledere for eksempel ser tibetanske flag i Københavns gader, kan meget vel blive aktuel igen.
Det sker, når Kinas præsident eller en anden højtstående kinesisk leder ventes at aflægge Danmark statsbesøg i forbindelse med, at Zoologisk Have får overdraget pandaerne Mao Sun og He Xing.
Der er endnu ikke sat en dato på begivenheden.
Hvad har Udenrigsministeriet lært af fortiden, hvis der rent faktisk kommer et statsbesøg?
- Men det spørgsmål kræver ligesom, at vi skulle have begået fejl i fortiden i Udenrigsministeriet. Og der er jo ikke noget endnu, som peger på, at Udenrigsministeriet har været involveret i at være i nærheden af at overskride grænserne for grundloven, siger han og fortsætter:
- Mit udgangspunkt er, at på min vagt i Udenrigsministeriet skal vi være åbne. Vi skal være gennemskuelige. Vi skal lægge information frem, når den bliver efterspurgt. Det er det, vi gør, og det gør vi også i forbindelse med kommissionen.
Men I må vel have taget en eller anden form for lære af hele den her sag, sådan så der ikke opstår noget lignende ved et kommende statsbesøg?
- Jeg tror da, at vi alle sammen lærer noget undervejs. Den grundlæggende, fundamentale lære, som man altid skal drage i Danmark, er, at grundloven er over alt. Den skal respekteres, og det skal den også i forbindelse med besøg fra Kina, siger udenrigsminister Anders Samuelsen.