De omsiggribende protester i Istanbul kan spores tilbage til 600 træer, der stod til at blive fældet. Nu handler urolighederne om meget andet. Læs hvordan situationen har udviklet sig her:
* Urolighederne i Tyrkiet begyndte fredag som protest mod et byggeprojekt ved den ikoniske Taksim-plads i Istanbul. Byggeplanerne ville blandt andet betyde, at 600 træer i en tilstødende park skulle fældes.
* Det fik sat gang i demonstrationer mod byggeprojektet, der efter planerne skal ende med at blive et kulturcenter bygget som en kaserne fra Det Osmanniske Rige. Beboerne i nærheden frygter dog, at det hurtigt vil udvikle sig til et shopping-område i stedet.
* De voldelige sammenstød tog fart fredag, da demonstranter ville forhindre, at træerne i den tilstødende Gezi-park blev fældet.
* Både fredag og lørdag har tyrkisk politi benyttet sig af vandkanoner og tåregas for at dæmme op for demonstrationerne, hvor mange fremmødte bar tørklæder og masker, mens de sang sammenhold mod fascisme og regeringen skal gå af.
* Politiets voldsomme metoder har også udløst protester i andre tyrkiske byer, blandt andet hovedstaden Ankara.
* Selvom urolighederne blev skudt i gang af de aktuelle byggeplaner, har de nu udviklet sig til at omhandle landets regering mere generelt. Store dele af befolkningen er utilfredse med, at regeringen er på vej i en mere konservativ retning. Blandt andet med en nylig stramning af alkohollovgivningen.
* Byggeprojektet i Istanbuls centrum blev indledt tilbage i november. Det har siden da mødt bred kritik fra arkitekter, byplanlæggere og økologer, der mener, at projektet er et eksempel på en anarkistisk urbanisering, der på ingen måde tager hensyn til miljøet.
* Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, har sagt, at han ikke vil ændre byggeplanerne trods den massive modstand.
/ritzau/