Sådan kan Grækenland introducere drachmer

Læs DR´s EU-korrespondent Ole Ryborgs svar på, hvordan landet kan genindføre sin tidligere valuta.

På billedet ses den tidligere græske valuta, drachmer, og den euroen i baggrunden. (Foto: © Roland Schlager, Scanpix)

Der tales ofte om, at krisen med Grækenland kan føre til, at landet vil forlade euroen og genindføre landets tidligere valuta – drachmer.

DR´s EU-korrespondent Ole Ryborg kommer her med nogle bud på, hvad der rent praktisk skal ske, hvis Grækenland skal genindføre drachmer:

Er det overhovedet muligt at skifte valuta?

Det er sket adskillige gange indenfor de seneste årtier. Østtyskland skiftede til D-Mark. Eurolandene er skiftet fra deres nationale valutaer til euro. Da Tjekkoslovakiet brød op fik Tjekkiet og Slovakiet hver deres møntfod. Det samme var tilfældet på Balkan, hvor lande som Kroatien, Serbien og Slovenien indførte deres egne nationale valutaer

Er det så let for Grækenland at indføre drachmer?

Drachmer vil skulle indføres flere steder. Dels som fysiske penge i form af sedler og mønt. Men samtidig skal drachmer også indføres andre steder. Man skal veksle alle indeståender i banken, alle lån og alle værdipapirer som f.eks. obligationer fra at være i euro til at være i drachmer.

Hvor hurtigt kan man indføre en ny valuta i Grækenland?

Når man tidligere har indført nye valutaer, så har der været god tid til forberedelse og det har taget mellem seks måneder og op til flere år. Men hvis Grækenland skal forlade euro-samarbejdet, så kan det vise sig, at det skal gå meget hurtigere.

Er Grækenland overhovedet i stand til at trykke egne penge?

Det græske finansministerium har et trykkeri i Athen forstaden Holargos, hvor man kan trykke penge. Men ifølge finansminister Yanis Varoufakis, så har man ødelagt trykpladerne som blev brugt ved de gamle drachmer. Så hvis man skal finde kunstnere som kan tegne og designe nye sedler, så tager det tid. På samme måde skal man også sikre sig mod falske penge. Så der skal findes særlig blæk, særligt papir, særlige vandmærker etc. Intet af det er svært. Men det tager alt sammen tid.

Hvordan vil grækerne modtage en ny valuta?

Det er det sværeste spørgsmål. For euroen fortsætter med at eksistere som valuta og derfor må man forvente, at grækerne vil gøre, hvad de kan for at holde fast i euro. Forventningen vil være, at græske drachmer vil falde i kurs, når handlen med valutaen gøres fri og derfor vil Grækenland let kunne udvikle sig til at være et samfund med to parallelle valutaer.