Det har igen været en begivenhedsrig på Krim.
Halvøen i Sortehavet er nu officielt blevet en del af Rusland, bekendtgjorde den russiske præsident Putin i en timelang tale ved middagstid.
Senere på dagen blev en militærbase i hovedbyen Simferopol på Krim angrebet af bevæbnede pro-russiske mænd, der kalder sig Krims Hær. Hvem de bevæbnede mænd er, er der stadig uvished om.
Ifølge talsmanden for det ukrainske militær, Vladislav Seleznyov, brugte gruppen en oberst som levende skjold, da man stormede den militære base. Den ukrainske oberst, der er leder af en allerede kapret militærbase lidt uden for byen Alushta på Krim, var tidligere blevet bortført uden for sit hjem og kørt bort i en sort Mercedes, skriver BBC.
Blev stillet op på række
Inde på området tog "Krims Hær" basens chef til fange, dræbte en soldat, som vogtede et tårn og sårede en kaptajn.
20 militære personer, der arbejdede på basen, forskansede sig i en bygning sammen med 10-15 civile, heriblandt kvinder.
De forskansede personer blev anholdt, stillet op på en række udenfor og frataget deres våben, identifikationspapirer og penge.
Russer blev også dræbt
Senere på dagen lød det fra russiske kilder, at en af de pro-russiske mænd fra "Krims Hær" også var blevet dræbt, og at en anden var såret.
Ikke overraskende har russiske medier beskrivet episoden noget anderledes end de vestlige. De fortæller, at de pro-russiske mænd blev beskudt.
Ophæver våbenhvile før tid
Ukraines premierminister, Arsenij Jatsenjuk, var hurtigt ude at fordømme angrebet.
- I dag begyndte russiske soldater at skyde på ukrainske soldater. Dette er en krigsforbrydelse, sagde han.
Regeringen i Kijev gav herefter ukrainske soldater lov til at skyde tilbage.
- Af hensyn til deres selvforsvar og beskyttelse af egne liv har ukrainske soldater, der er udstationeret i den autonome republik Krim, fået tilladelse til at gribe til våben, siger det ukrainske forsvarsministerium i en erklæring.
Den ukrainske tilladelse til at bruge våben kommer få dage efter, at Rusland og Ukraine i weekenden indgik en våbenhvile på Krim, der skulle gælde frem til 21. marts.
Obama indkalder til stormøde om Rusland
I søndags stemte befolkningen på Krim om, hvorvidt de ønskede at blive en del af Rusland, og svaret blandt dem, der bevægede sig ned til stemmeurnerne var et rungende ja.
Både EU og USA anerkender ikke afstemningen og har lavet lister med navne på 11 og 21 personer, som bliver ramt af sanktioner. Både USA og EU har allerede tilkendegivet, at sanktionslisterne kan blive mere omfattende end nu.
Den amerikanske præsident Obama har indkaldt verdens største økonomier i G7-landene til topmøde om Rusland i næste uge.