Russiske medier rapporterer om et styrket Kreml efter Wagner-oprør

Russiske og vestlige medier er - måske ikke overraskende - uenige om udlægningen af Wagner-oprør.

Den russiske præsident Vladimir Putin går ned ad den røde løber for at tale til sit militær. Ifølge flere statslige russiske medie kommer Kreml styrket ud af Wagner-oprøret i weekenden. (Foto: © SPUTNIK, Ritzau Scanpix)

Efter dramatiske døgn i Rusland har præsident Vladimir Putin i dag slået sin magt fast i en tale til sine styrker med Kremls kirker som storladen baggrund.

Han understregede, at alle russiske soldater har været loyale og gjort deres pligt og dermed reddet landet fra en borgerkrig.

Og i de russiske medier kan man nærmest høre et lettelsens suk.

- Situationen er normaliseret, lyder det fra studieværten på Kanal 1, der er en af landets statslige medier.

- Konsekvenserne af det, der er sket, er blevet elimineret.

Mens vestlige medier har rapporteret om kaos og en svækket præsident, fokuserer de fleste af landets statslige kilder nu på ro og hylder deres præsident for at skabe sammenhold og patriotisme.

Studieværten på den statslige russiske tv-kanal Russia24 taler om den "stærke patriotisme", det russiske folk udviste efter Wagners udfald. (Foto: © Russia24)

På en anden statslig tv-kanal, Russia24, rullede et langt indslag over skærmen, der gennemgik Putins ord i går og i dag.

- Putin gik ud med en tale til nationen, hvor han takkede for den civile solidaritet, vi viste hele verden, fortæller en kvindelig studievært til kameraet.

- Udholdenhed, sammenhold og patriotisme. Karaktertræk som vores folk flere gange har udvist gennem vores lange historie. Karaktertræk som vores fjender vist ikke tog i betragtning, da de prøvede at begå et væbnet oprør i vores sydlige regioner, siger hun.

Frit lejde til Wagner-leder vækker kritik

Men ikke alle har været lige begejstret for Putins taler.

På sociale medier er flere borgere ude med kritik af, at Putin lader Wagner-lederen Jevgenij Prigozjin gå fri og tage til Belarus, mens han på den anden side retsforfølger borgere for langt mindre forseelser.

For eksempel for kritiske udtalelser om krigen i Ukraine.

Her er et eksempel på en satirisk oppositionsprofil, der kritiserer Putins prioriteringer.

"Putin siger, at Prigozhin ikke blev arresteret, fordi at indtage en by, skyde helikoptere ned og true med at hænge forsvarsministeren ikke er lige så slemt som at holde et blankt stykke papir op". Satirekanalen Sputnik henviser til en demonstration, hvor russiske borgere blev arresteret med blanke skilte, der symboliserede deres manglende ret til at udtale sig kritisk om krigen i Ukraine. (© Sputnik)

Tale der 'ville afgøre Ruslands skæbne' var en and

Flere borgere havde nok forventet noget mere af Putins tale i dag, inden de hørte den.

Forventningerne til Putins taler var nogle steder tårnhøje, efter at præsidentens talsmand Dmitrij Peskov i flere russiske medier i går blev citeret for at sige, at Putin ville komme med dramatiske udtalelser.

Udtalelser der "uden overdrivelse vil afgøre Ruslands skæbne”, lød det.

Efterfølgende afviste han dog, at han skulle have sagt det. Men da var citatet fløjet vidt omkring - blandt andet på russisk stats-tv.

For nogle var det dog en lettelse, at Putin ikke havde de store nyheder.

Blandt andre for den mangeårige politiske journalist på det store russiske medie Kommersant, Andrei Kolesnikov.

- Efter Putins tale begyndte folk i det centrale Moskva, hvor den blev transmitteret i næsten hver en bar, at kramme og kysse hinanden. Det var der én grund til. Nemlig at talen alligevel ikke viste sig at være skæbnesvanger. Det slap vi heldigvis for, skriver Kolesnikov.

Intet nyt om krigen

Alexander Kots, en af Ruslands mest kendte krigskorrespondenter hos avisen Komsomolskaja Pravda, mener, at nogle russere er skuffede over, at Putin ikke kom med større nyheder.

For eksempel om ændringer i regeringen som reaktion på Prigozjins krav.

Men han tilføjer i sin artikel, at Putin aldrig gør det, man forventer.

Uanset hvad konkluderer Alexander Kots, at Putin står styrket tilbage efter sin tale i Kreml.

- Han fik sat punktum og vist, hvem der har magten i landet. Talen viser, at Prigozjin har forregnet sig i forhold til den støtte, han ville få, skriver han.

Vestlige eksperter: Svært at redde det, der er tabt

Flere vestlige analytikere og politikere vurderer modsat, at oprøret i sidste ende har svækket Putin og Kreml.

Én af dem er seniorforsker ved DIIS, Flemming Splidsboel. Han mener ikke, at Putins tale kan gøre op for det nederlag, oprøret er for ham.

- Han forsøger at redde en del af det, der er tabt. Han står stadig svækket efter min mening.

Det giver man ikke meget for indenfor Kremls porte.

Putin-talsmanden Peskov siger til Ruslands statslige nyhedsbureau RIA, at alle antagelser om, at den russiske stat skulle være blevet rystet, lander langt udenfor skiven.

- Der er mange ultra-emotionelle raserianfald blandt specialister og pseudo-specialister, lyder det.