Rusland har tirsdag nedlagt veto i FN's Sikkerhedsråd mod fortsatte undersøgelser af brugen af kemiske våben i Syrien.
Ved en afstemning tirsdag har Rusland blokeret en resolution, der ville forny mandatet til missionen. Russerne understreger dog, at landet er parat til at forlænge mandatet - bare ikke endnu.
Kina undlod at stemme, og Bolivia stemte imod teksten.
Medlemmerne af Sikkerhedsrådet afviste tidligere tirsdag Ruslands ønske om at udskyde en afstemning om resolutionen.
Undersøgelsen i Syrien blev enstemmigt vedtaget af Sikkerhedsrådet i 2015, og mandatet blev fornyet med et år i 2016.
Mandatet udløber i midten af november.
Rapport ventes at placere ansvar
Det er FN og Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW), som sammen i JIM (Joint Investigative Mechanism) har stået for granskningen af kemiske våben i Syrien.
Den næste rapport fra samarbejdet ventes torsdag i denne uge.
Rapporten ventes at placere et ansvar for et angreb med kemiske våben 4. april i Khan Sheikhoun, hvor adskillige mennesker blev dræbt. Byen var under oprørernes kontrol.
Rusland har ønsket at drøfte rapportens indhold, før landet vil stemme om at forlænge mandatet.
- Vi er klar til at forlænge JIM efter offentliggørelsen af rapporten, og efter at vi har diskuteret den efter 26. oktober, siger Ruslands FN-ambassadør, Vassilij Nebenzia.
I en rapport i juni fra OPCW hed det, at nervegassen sarin blev anvendt i angrebet i Khan Sheikhoun.
USA reagerede på angrebet ved at affyre missiler mod en syrisk luftbase.
- Rusland viser igen, at landet er parat til at gøre alt for at sikre, at Assads barbariske styre ikke møder konsekvenser af dets fortsatte brug af kemiske våben, siger USA's FN-ambassadør, Nikki Haley, i en udtalelse.
/ritzau/Reuters