Russisk rumkapsel er nået frem til rumstation

Nedstyrtet Soyuz-fartøj udskød i maj opsendelsen af nyt mandskab, men det er nu på plads.

En amerikaner, en russer og en japaner er om bord på den russiske rumkapsel, der nu er nået frem til Den Internationale Rumstation ISS. (Foto: © NASA/Aubrey Gemignani, Scanpix)

Efter mere end to måneders forsinkelse, er en russisk rumkapsel med tre mand om bord endelig nået frem til Den Internationale Rumstation, ISS, der befinder sig 418 kilometer over Jorden.

Det oplyser en talsmand for det russiske rumfartsprogram, Roscosmos, ifølge nyhedsbureauet Tass.

Soyuz TMA-17M-rumfartøjet blev 23.02 onsdag dansk tid sendt op fra Baikonur-rumcentret i Kasakhstan med en russer, en japaner og en amerikaner om bord. Sammenkoblingen med ISS skete cirka seks timer senere.

Forsinket efter brand i rummet

Kosmonauten Oleg Kononenko samt astronauterne Kimiya Yui og Kjell Lindgreen er ny trio på ISS.

https://twitter.com/Space_Station/status/624092676036493312

De skulle allerede have været af sted i maj, men blev forsinket, fordi et russisk fragtfartøj med varer til ISS kort forinden brændte op i atmosfæren over Stillehavet, efter at Roscosmos havde mistet kontrollen over den.

Der var ingen personer om bord.

Fuld bemanding igen

To private, amerikanske selskaber, der flyver varer til ISS på kontrakt med Nasa, har også fejlet med at nå ISS i de seneste to forsøg.

Med Lindgreen, Kononenko og Yuis ankomst vil rumstationen være oppe på sin fulde bemanding på seks personer for første gang i seks uger.

- Vi ser frem til at tage imod dem, sagde ISS-astronaut Scott Kelly i et interview onsdag.

Han er sammen med en russisk kosmonaut den første til at være på ISS i et helt år.

/ritzau/Reuters