Russisk medie: Wagner-leder er officielt på vej ind i russisk politik

Fire medlemmer har forladt russisk parti i protest mod lederen af lejehær.

Yevgeny Prigozhin til begravelse for den russiske militærblogger Maxim Fomin i Moskva - Rygterne går dog på, at det er en politisk stilling i Sankt Petersborg Wagner-lederen sigter efter. (Foto: © YULIA MOROZOVA, Ritzau Scanpix)

Wagner-lederen Yevgeny Pregozhin er i løbet af krigen i Ukraine blevet en markant og kontroversiel skikkelse.

Mens han med den ene hånd kritiserer den russiske hærledelse for manglende resultater i Ukraine, har han med den anden forsøgt at styrke sin politiske indflydelse i Rusland.

Nu skriver det russiske uafhængige medie Meduza, at Yevgeny Prigozhin er i gang med at styrke sin indflydelse gennem mere officielle kanaler - nemlig et politisk parti.

Konkret er der tale om partiet Spravedlivaja Rossija (Et retfærdigt Rusland, red), som Prigozhin - ifølge Meduza - forsøger at få en ledende position i.

Lederen af 'Et retfærdigt Rusland', Sergey Mironov, og Prigozhin har det seneste stykke tid fået et tæt forhold.

Ifølge Meduza har Sergey Mironov blandt andet fremhævet Wagner-gruppen offentligt, hvor han har kaldt dem "en heroisk militærorganisation".

Men det tætte forhold har skabt røre i partiet, der er det tredjestørste i Dumaen (det russiske parlament, red) og har medført, at fire af partiets medlemmer har forladt 'Et retfærdigt Rusland' i protest - herunder partiets næstformand Marina Shishkina.

- Jeg meldte mig ind i et andet parti - et socialistisk parti, hvor idéen om social retfærdighed skinnede, og man løste de små folks store problemer.

- Desværre er partiets aktuelle dagsorden for nylig skiftet i en retning, der ikke svarer til min forståelse af ideen om retfærdighed, siger Marina Shishkina til Meduza.

På Sergey Mironovs Telegram-profil poserer han smilende med lederen af de berygtede lejesoldater i Wagner. Deres tætte bånd er dog blevet for meget for flere stemmer i partiet.

Wagner-ekspert: Kan sikre ham mod fjender

Hvis det lykkes Yevgeny Prigozhin at få etableret sig i partiet, kan det gøre hans politiske indflydelse mere officiel, vurderer Niklas Møller Rendboe, der er ekspert i Wagner-gruppen og Prigozhin.

- Det kan give ham et officielt bånd til de institutioner, hvor de øvrige spillere i det her netværk af politiske aktører i Rusland er, og hans politiske indflydelse bliver mere uantastelig. Lige pludselig vil de personer, der vil skade ham, sidde i et politisk råd eller andre politiske organer sammen med ham, siger Niklas Møller Rendboe.

Derudover giver en ledende rolle i et parti også Prigozhin en måde at afkoble sin politiske indflydelse fra Wagners resultater på slagmarken.

- Det giver ham et politisk liv uafhængigt af, hvad der er op og ned i den her krig - I hvert fald delvist uafhængigt, siger Niklas Møller Rendboe.

Rygterne går på Sankt Petersborg

Ifølge lektor Jakob Tolstrup, der er ekspert i Ruslands politiske forhold ved Aarhus Universitet, så er Yevgeny Prigozhins formål med de partipolitiske bånd også at sikre sig selv.

- Det er et smart træk, fordi han er enormt presset af Forsvarsministeriet og Putin, efter han har forsøgt at promovere sig selv ved at kritisere Forsvarsministeriet og indirekte Putins krig.

- Så han skal sikre sig selv, og en måde at gøre det på er at finde samarbejdspartner i det etablerede, politiske system.

Det kan nemlig agere springbræt til en politisk stilling i Ruslands næststørste by, Sankt Petersborg, som man mener Prigozhin har for øje.

- Rygterne går på, at han vil forsøge at bruge den her partiplatform til at få sig en politisk stilling i Sankt Petersborg. Det vil være økonomisk enormt interessant, hvis han kunne få en stilling som borgmester eller guvernør der, siger Jakob Tolstrup.

Wagner-gruppens indflydelse er tydelig i hele Rusland. Her ses et banner i Moskva, der opfordrer mænd til at tilslutte sig lejehæren. (Foto: © EVGENIA NOVOZHENINA, Ritzau Scanpix)

Han understreger også, at der ikke er noget specielt ved 'Et Retfærdigt Rusland', der gør partiet særligt interessant for Prigozhin.

- Angivelig har han haft følerne ude til nogle andre partier tidligere. Så det her med, om man passer godt ind i et parti eller ej, det er en enormt flydende størrelse i Rusland. Det handler på den måde langt mere om opportunisme, siger Jakob Tolstrup.

Han fortæller samtidig, at de politiske partier i Rusland reelt ingen politisk indflydelse har. Det er Putin, der styrer slagets gang.

- Der er en række partier, som sidder i Dumaen i dag, der på papiret er oppositionspartier, men de bakker alle sammen op om Putin. De synes alle sammen, at krigen er en god idé, og de gennemfører al den lovgivning, der kommer ovenfra. Så på den måde er det sådan nogle pseudo-partier.

- 'Et retfærdigt Rusland' er et eksempel på sådan et pseudo-parti, der er lidt venstreorienteret, lidt socialdemokratisk, men også lidt nationalkonservativt.

Prigozhin spiller højt spil

Sergey Mironov, der er leder af Et Retfærdigt Rusland, har en fortid i Sankt Peterborg, hvor han sammen med Vladimir Putin, begyndte sin politiske karriere.

Derfor bliver det også i sidste ende Ruslands leder, der beslutter, om Prigozhin sikrer sig "en ledende position" i 'Et Retfærdigt Rusland', mener Niklas Møller Rendboe.

- Det er risikabelt for ham, for det kan blive en pinlig affære for Prigozhin, hvis han ikke kommer helt ind i varmen.

- For man kan ikke komme tilstrækkeligt langt op i systemet, hvis ikke Putin har givet grønt lys. Han kan trække tæppet væk under ham, når han vil, vurderer Wagner-eksperten.

Hvad Prigozhins plan med 'Et Retfærdigt Rusland' helt præcist er, er ikke altså ikke helt klart.

I et skriftligt svar til Meduza, der har spurgt Wagner-lederen om hans forhold til Sergey Mironov og hans interesse i Et Retfærdigt Rusland, lyder det:

- Vi diskuterede, hvilken hjælp han og partiet kunne yde mig og PMC Wagner (Wagner-gruppen, red), og derefter talte vi om verdensbegivenheder, kvinder og alt muligt andet sludder, lyder det i svaret.